Formel 1

Haas-boss har større fidus til hollandske sejre end podieplads til Magnussen

Danskeren skal sammen med resten af feltet køre det første løb i sæsonen. Hamad I Mohammed / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen har tidligere præsteret flot på banen i Østrig, men alligevel har hans teamchef ikke den store tro på en topplacering.

Fire måneder senere end planlagt begynder den nye Formel 1-sæson. Det sker i den kommende weekend.

Det betyder også, at danske Kevin Magnussen skal i aktion, men selvom han har gode minder fra banen i Østrig, spår Magnussen teamchef, Günther Steiner, ikke en topplacering til sin danske kører.

Faktisk fremhæver han en helt anden, når snakken falder på de to løb i Østrig, der skal skyde Formel 1-sæsonen i gang.

- Chancen for, at Max Verstappen vinder to løb her er større end chancen for, at en af mine kørere kommer på podiet, siger Magnussens teamchef, Günther Steiner, til det hollandske medie NOS.

Kevin Magnussen og holdkammeraten Romain Grosjean har ellers tidligere leveret flotte resultater på banen i Østrig.

Således leverede Haas-kørerne det bedste resultat i holdets historie, da Grosjean blev nummer fire, mens Magnussen blev nummer fem. Det skete i 2018. Danskeren blev ligeledes nummer fem i kvalifikationen året efter.

Red Bull-køreren Verstappen har dog vundet det østrigske grandprix de seneste to sæsoner.

Magnussen glæder sig

For at en sæson kan blive gyldig, skal der afvikles minimum otte løb på mindst tre kontinenter.

Derfor har folkene bag Formel 1 været nødsaget til at planlægge to løb på Red Bull Ring-banen i østrigske Spielberg.

Og selvom Haas' teamchef ikke nødvendigvis spår en topplacering til Kevin Magnussen, glæder danskeren sig til at køre løb igen.

- Det bliver godt at få en fornemmelse af, hvor vi står i forhold til de andre hold. Og så bliver det godt at få lov til at køre ræs, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra Haas.

Indtil videre er otte løb lagt fast i den nye Formel 1-kalender. Mercedes-køreren Lewis Hamilton er forsvarende mester.