Formel 1

Magnussen har taget stilling til 'svært spørgsmål' – vil knæle før løb

Kevin Magnussen starter som nummer 16 i årets første Formel 1-grandprix. Hamad I Mohammed / Ritzau Scanpix

Danske Kevin Magnussen vil sammen med resten af Formel 1-feltet vise sin støtte i kampen mod racisme inden sæsonens første grandprix.

Søndag er det tid til årets første Formel 1-løb, men det er formentlig ikke kun de tilbagevendte kørere og resultatet, der vil trække opmærksomhed.

Kørernes fagforening (GPDA) har nemlig meddelt, at alle 20 kørere søndag vil udvise solidaritet med kampen mod racisme. Her er det op til kørerne selv at beslutte, hvordan de vil levere budskabet. På et GPDA-møde fredag var der ifølge B.T. stor uenighed blandt kørerne, om de skulle knæle inden løbet.

- Det er noget, der er snakket meget om, og det er et svært spørgsmål, for det kan blive opfattet på mange forskellige måder, siger Kevin Magnussen til B.T. og uddyber:

- Jeg har tænkt mig at knæle – ikke så meget fordi jeg støtter Black Lives Matter-organisationen, men mere fordi jeg vil bakke op om hele den verdensomspændende bevægelse mod racisme og diskrimination. Det er det, jeg vil understrege ved at knæle inden løbet.

Hamilton kæmper ihærdig kamp

Tidligere på året har den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton langet ud efter flere kollegaer, fordi de ikke deltog aktivt i kampen mod racisme. Det fik sidenhen flere Formel 1-stjerner på banen med ’Black Lives Matters'-budskabet.

I denne weekend har Lewis Hamilton igen været på spil, da han på GDPA-mødet var en af fortalerne for, at kørerne skal knæle inden Østrigs grandprix. Lig hans tidligere kritik af andre Formel 1-kørere var hans grundlæggende pointe, at stilhed er kompliceret.

- Men jeg tænker, at det er en del af en dialog blandt mennesker at forsøge at forstå, for der er stadig nogle mennesker, som ikke helt forstår, hvad der sker, og hvad der er årsagen til disse protester – og jeg vil fortsætte med at forsøge at være en vejleder og påvirke så mennesker, jeg kan, siger Lewis Hamilton ifølge BBC.

Magnussen, Hamilton og flere andre Formel 1-stjerner kommer således til at vise deres solidaritet med racismekampen inden sæsonens første grandprix, der køres klokken søndag eftermiddag.

Kevin Magnussen starter løbet som nummer 16, mens Valtteri Bottas indtager årets første pole position.