Sport

Her er syv rekorder, der kan blive slået i denne Formel 1-sæson

Hvem kan blive Formel 1-historiens yngste verdensmester, og hvor mange podiepladser er Hamilton fra at slå Schumachers rekord? Få svarene her.

Formel 1 er føjet til listen over sport, der er tilbage efter coronapandemien.

Indtil videre er otte løb bekræftet, hvoraf de to første afvikles i Østrig, dernæst et i Ungarn og to på Silverstone, inden der køres grandprixer i Spanien, Belgien og Italien.

I forbindelse med løbsseriens tilbagevenden har Formel 1's officielle hjemmeside noteret sig syv rekorder, der kan blive slået i år.

1. Flest grandprixsejre

Lewis Hamilton nærmer sig Michael Schumachers rekord på 91 løbssejre, selvom mange troede, at den rekord aldrig ville blive slået. I jagten på rekorden mangler briten nemlig kun syv førstepladser.

Michael Schumacher har vundet 91 grandprixer, mens Lewis Hamilton er noteret for 83 sejre.

Siden Hamilton blev en del af Mercedes-teamet i 2013, har han i gennemsnit vundet ni sejre per sæson, og som den eneste kører i Formel 1's historie har han stået øverst på podiet minimum én gang i hver sæson.

2. Konstruktørmesterskabstitler

Rekorden for flest konstruktørmesterskabstitler i træk deler Mercedes og Ferrari, efter Mercedes vandt deres sjette titel i streg sidste år.

Men med en syvende sejr i år kan teamet tage rekorden alene, og det er ikke sket siden perioden 1968 til 1974, hvor Ford vandt konstruktørmesterskabet syv år i træk.

3. Formel 1's yngste verdensmester

Med Ferrari og Red Bull som seriøse udfordrere til Mercedes kan denne sæson gå hen og blive historisk, hvis enten Ferraris Charles Leclerc eller Red Bulls Max Verstappen vinder verdensmesterskabet. Begge kørere er 22 år og har muligheden for at blive den yngste verdensmester i Formel 1-historien.

Leclerc fylder 23 år 16. oktober, og Verstappens næste fødselsdag er 30. september. Den nuværende rekordholder er Sebastian Vettel, der i 2010 blev verdensmester med Red Bull i en alder af 23 år og 134 dage.

Sebastian Vettel vandt i 2010 verdensmesterskabet med Red Bull som den yngste nogensinde i Formel 1's historie. Både Max Verstappen og Charles Leclerc har muligheden for at snuppe den rekord i år.

4. Flest pladser i pointene

Mellem 1992 og 2008 sluttede Michael Schumacher hele 221 gange på pointgivende pladser, men både Lewis Hamilton og Kimi Raikkonen er kun otte bagud i forhold til den rekord. Hamilton vil med stor sandsynlighed slå rekorden i år, og med ni pointgivende placeringer i 2019 ser Raikkonen også sit snit til at indhente Schumacher.

Hamilton har allerede rekorden med hensyn til flest pointgivende pladser i træk: 33. Den stime fandt sted fra Japans grandprix i 2016 til Frankrigs grandprix i 2018. Ved indgangen til 2020-sæsonen er briten også oppe på 33 pointgivende pladser i træk - siden det britiske grandprix i 2018. Så i Østrig 5. juli kan han slå sin egen rekord.

5. Flest startpladser

Den tidligere brasilianske racerkører Rubens Barrichello, der kørte Formel 1 fra 1993 til 2011, er med 322 kørte grandprixer den, der har kørt flest Formel 1-løb i historien, men Kimi Raikkonen er lige efter med 312 løb. Med den oprindelige løbskalender havde finnen slået rekorden i Østrig, men nu må han vente på, at flere løb bliver bekræftet i denne sæson, før han kan gøre krav på rekorden.

6. Grandprixsejre efter at have ført alle omgange

I 19 af sine 41 grandprixsejre førte Ayrton Senna alle omgange, og den rekord deler han i øjeblikket med Lewis Hamilton.

I 19 af Ayrton Sennas 41 grandprix-sejre førte han alle omgange. Før denne sæson deler Senna rekorden med Lewis Hamilton.

'Grand Slams' i Formel 1 tildeles en kører, der opnår poleposition i kvalifikationen, kører den hurtigste omgang i løbet og vinder efter at have været i front alle omgange. Rekorden for flest Grand Slams tilhører lige nu Jim Clark, der har præsteret det otte gange, mens Hamilton blot mangler to Grand Slams for at komme op på siden af sin landsmand.

7. Flest podiepladser

Før 2020-sæsonen har Lewis Hamilton 151 podiepladser på cv'et, mens Michael Schumacher har rekorden med 155 podiepladser. Det er derfor blot et spørgsmål om tid, før rekorden går til Mercedes-køreren.

Sæsonens første Formel 1-grandprix køres i Østrig 5. juli. Valtteri Bottas starter forrest, mens danske Kevin Magnussen starter fra 16. position.