Formel 1

Magnussen knælede før Formel 1-løb - men flere stjerner gjorde ikke

14 ud af de 20 Formel 1-kørere valgte kort før starten på Østrigs grandprix at knæle.

Det har fyldt meget i optakten til årets førte Formel 1-grandprix.

Kampen mod racisme.

Den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton, har været efter sine kollegaer for ikke at blande sig i kampen mod racisme.

Kort før søndagens østrigske grandprix viste de 20 Formel 1-kørere så deres sammenhold mod racismen. Men de var ikke enige i, hvordan det skulle gøres.

Størstedelen af kørerne valgte at knæle. Blandt andet Kevin Magnussen, Lewis Hamilton og Sebastian Vettel.

De knælede:

  • Kevin Magnussen
  • Lewis Hamilton
  • Sebastian Vettel
  • Lando Norris
  • Pierre Gasly
  • Lance Stroll
  • Romain Grosjean
  • George Russell
  • Nicholas Latifi
  • Sergio Perez
  • Daniel Ricciardo
  • Esteban Ocon
  • Valtteri Bottas
  • Alexander Albon

De knælede ikke:

  • Charles Leclerc
  • Max Verstappen
  • Carlos Sainz
  • Daniil Kvyat
  • Kimi Raikkonen
  • Antonio Giovinazzi
De 20 Formel 1-kørere kort før starten. Kevin Magnussen kan ses yderst til højre i bagerste række.

Nogle af de store navne, som ikke knælede, var Ferrari-køreren Charles Leclerc og Red Bulls Max Verstappen.

De havde allerede inden løbet skrevet om beslutningen. Og understreget, at det på ingen måde skal tolkes som et tegn på, at de støtter mindre op om racismekampen.

- Jeg er meget engageret i lighed og kampen mod racisme. Men jeg mener, alle har retten til at udtrykke sig på et tidspunkt og på en måde, der passer dem. Jeg vil ikke knæle i dag, men respekterer og støtter det personlige valg, alle kørere tager, skrev Max Verstappen på Twitter.

Både han og Leclerc gjorde brug af hashtaggene #EndRacism og #WeDriveAsOne. Som en hentydning til, at alle kørerne står sammen.

- Jeg tror på, at hvad der betyder noget, er fakta og opførslen i vores daglige liv i stedet for formelle handlinger, som kan blive set som kontroversielle i nogle lande. Jeg vil ikke knæle, men det betyder på ingen måde, at jeg er mindre engageret end andre i kampen mod racisme.

Kevin Magnussen udgik af det østrigske grandprix, da han kørte af banen i 26. omgang.

Formel 1-sæsonen begynder med to grandprix i Østrig. Løb nummer to bliver afholdt om en uge.