Formel 1

Ferrari klar med opgraderinger tidligere end forventet

Ferraris Charles Leclerc og Sebastian Vettel endte på en andenplads og tiendeplads i weekendens Formel 1-premiereløb i Østrig.  Pool / Ritzau Scanpix

Italienerne var ikke tilfredse med racernes fart i sæsonens første Formel 1-løb, og derfor foretager de nu ændringer inden det næste.

Italienske Ferrari var allerede før weekendens Formel 1-premiereløb klar over, at der skulle foretages nogle ændringer på bilerne.

Under testløbene i Barcelona tidligere på året opdagede teamet nemlig nogle aerodynamiske fejl.

Oprindeligt var det dog italienernes plan at forbedre bilerne frem mod sæsonens tredje grandprix i Ungarn, men weekendens strabadser på kørebanen har nu fået Ferrari til at fremskynde ændringerne, så de allerede er klar til den kommende weekend, hvor der igen køres i Østrig.

- Vi er nødt til at reagere med det samme siger Ferraris administrerende direktør, Louis Camilleri til BBC Sport.

- Vi ved, at der er masser af arbejde i det. Men det her er bestemt ikke en position, som et hold som Ferrari skal være i. Det er tydeligt, at vi skal forbedre os på alle fronter, og den eneste løsning er at reagere på det med det samme.

Fartproblemer hos Ferrari

Selvom Charles Leclerc endte som nummer to søndag, var bilens største problem manglende fart. Det havde Ferrari dog forventet efter Barcelona, men grandprixet i Østrig viste, at fartproblemet var værre end først antaget.

Bilen var ikke kun et sekund fra Mercedes, men den var også næsten et sekund langsommere, end Ferrari havde været på samme bane sidste år.

- Det er ikke sådan, at disse nye dele forventes at løse alt. Men fremskridt i forhold til omgangstider vil rykke teamet fremad og give kørerne bedre mulighed for at vise deres talent frem, siger Louis Camilleri og tilføjer:

- Desuden handler det om at kontrollere, at den valgte udviklingsretning er den rigtige, netop fordi det vil være muligt at sammenligne hver eneste opgradering.

En del af en langsigtet plan

Ferrari-chefen er dog fortrøstningsfuld, selvom teamet er nødsaget til at lave ændringer allerede efter sæsonens første løb.

- Det her handler ikke kun om at bringe noget på banen i dag, som var planlagt til i morgen. Det er også for at fremskynde vores udviklingsprogram til de kommende løb, siger han til Autosport.

- Det her er svaret fra samlet hold, der er klar til at rulle ærmerne op og se problemerne i øjnene i stedet for at græde over dem. Vi befinder os kun i begyndelsen af en langsigtet plan.

Charles Leclerc kørte som nummer seks i det meste af løbet søndag, men endte på en flot andenplads, i hvad han efterfølgende har karakteriseret som et af de bedste løb i sin karriere.

Teamkammeraten Sebastian Vettel sluttede på en tiendeplads.

Næste Formel 1 grandprix køres allerede den 10. til 12. juli i Østrig.