Formel 1

Officielt: Alonso tilbage i Formel 1 - en forkert beslutning, mener ekspert

Fernando Alonso har ikke været en del af Formel 1 i de seneste to sæsoner, men nu er han tilbage. Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

38-årige Fernando Alonso, der har vundet Formel 1-verdensmesterskabet to gange, har indgået en aftale med Renault.

I 2021 bliver motorsportens øverste klasse et stjernenavn rigere, når Fernando Alonso gør comeback.

Spanieren har skrevet under på en etårig kontrakt med Renault og overtager dermed Daniel Ricciardos sæde fra næste sæson. Det skriver holdet på deres Twitter.

Jeg synes, det er en sur, gammel mand, der skulle blive hjemme

Jens Winther, TV 2 SPORTs motorsportsekspert

Fernando Alonso og Renault har gode minder sammen, da han i 2005 og 2006 blev Formel 1-verdensmester med teamet.

- Renault er min familie, mine bedste minder i Formel 1 med mine to verdensmesterskaber, men jeg ser fremad. Det er med stor stolthed og mange følelser, at jeg vender tilbage til holdet, som gav mig chancen i starten af min karriere, og som nu giver mig chancen for at vende tilbage på højeste niveau, siger Fernando Alonso til holdets hjemmeside.

Generelt er det en erfaren herre, Renault henter tilbage til sporten. Fernando Alonso har kørt 17 sæsoner i Formel 1 og står noteret for 97 podieplaceringer, 32 grandprixsejre og 2 verdensmesterskaber.

Men ifølge TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther har teamet truffet en dårlig beslutning.

- Jeg synes, Fernando Alonso er færdig. Han har valgt forkert siden 2007, og han har ikke kunnet noget. Han er et kæmpe, kæmpe navn, men det er da længe siden. Vi får heller ikke Mika Häkkinen tilbage, som holdt op i sin tid og gik på pension.

Styrken af båndet mellem ham, holdet og fansene gør ham til et naturligt valg

Cyril Abiteboul, teamchef, Renault

- Hans løb er kørt i Formel 1, og der er så mange gode, unge, nye kørere, som gør det fantastisk, har fine personligheder, kæmpe sportsmanship og er gode til sporten og tingene omkring. Jeg synes, det er en sur, gammel mand, der skulle blive hjemme, siger Jens Winther.

Senest Renault vandt Formel 1 var det med Fernando Alonso bag rattet for 14 år siden.

- Jeg troede, de var klogere

I midten af maj blev det officielt, at Daniel Ricciardo skifter Renault ud med McLaren efter årsskiftet – og det fik for alvor rygterne til at svirre om, hvem der skulle overtage det ledige sæde.

På et pressemøde i forbindelse med sæsonens første grandprix fortalte Renaults chef, Cyril Abiteboul, at holdet både talte med store navne, men også mindre kendte kørere.

I forhold til hvad der er at vælge imellem, virker det som om, at det er flere penge at smide på et bål, hvor der i forvejen brænder penge

Jens Winther, TV 2 SPORTs motorsportsekspert

Det endte altså med at blive et stort navn, og det er ifølge TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther ikke overraskende.

- Renault har taget masser af pudsige beslutninger, så det er ikke så mærkeligt, at de tager en igen. Jeg troede bare, de var klogere.

- Jeg tror, man køber sig et navn for at skabe røre og for at skabe et buzz omkring navnet og projektet. Jeg synes, det er en misforståelse. Han er sikkert en flink mand, men han er bare blevet gammel.

Fernando Alonsos tilbagevenden til Renault, som Formel 1s hjemmeside kalder sensationel, vækker dog modsat - og ikke overraskende - stor glæde hos holdet.

- Hans tilstedeværelse på vores hold er et formidabelt aktiv på det sportslige niveau, men også med hans meget fastgjorde brand. Styrken af båndet mellem ham, holdet og fansene gør ham til et naturligt valg, siger Cyril Abiteboul, teamchef i Renault.

Fernando Alonso kunne proppe champagnepropper i både 2005 og 2006, hvor han blev verdensmester i Formel 1.

Motorsportseksperten understreger, at der formentlig vil blive god stemning i Formel 1-feltet med Alonsos tilbagevenden, og at han har en enorm fanskare, som vil følge ham.

Alligevel mener han ikke, at Renault har lavet et scoop.

- Han har valgt forkert så mange gange, han har været en negativ påvirkning for sine teamkollegaer og teamet, og han har været illoyal som sindssygt både hos McLaren og Ferrari.

- Jeg forstår det ikke, det gør jeg ikke. I forhold til hvad der er at vælge imellem, virker det som om, at det er flere penge at smide på et bål, hvor der i forvejen brænder penge, vurderer Jens Winther.

Foruden Fernando Alonso kommer Renaults team i næste sæson til at bestå af Esteban Ocon, der også kører for teamet i denne sæson.

Fernando Alonso debuterede i Formel 1 i 2001, hvor han repræsenterede Minardi. Året efter var han testkører for Renault, mens han fra 2003 til 2018 var fast inventar i motorsportens øverste klasse.

Spanieren har de seneste to år vundet Le Mans, ligesom han blandt andet har deltaget i Indianapolis 500. I øjeblikket er han ved at forberede sig til sidstnævnte, der afholdes 23. august.