Formel 1

Kontraktløs Vettel åbner for Red Bull-comeback

Sebastian Vettel ville ikke tøve med at sige ja tak, hvis Red Bull tilbød ham at komme tilbage. Joe Klamar / Ritzau Scanpix

Sebastian Vettel vil gerne tilbage til det Red Bull-hold, som han har fejret så store triumfer med, hvis han skulle blive spurgt.

Fire verdensmesterskaber.

Så mange har den tyske racerkører Sebastian Vettel vundet med Red Bull Racing. Et hold, han repræsenterede fra 2009-2014.

Og den nuværende Ferrari-kører ville da heller ikke tøve med at sige ja, hvis han blev tilbudt at komme retur til det østrigske hold.

- Jeg er her for at konkurrere, og jeg er her for at vinde. Så svaret ville formentlig være ja, siger Sebastian Vettel ifølge Formula1.com.

Den 33-årige tysker har allerede meldt ud, at han forlader Ferrari efter denne sæson. Og det står fortsat uklart, hvor Vettel fortsætter i den nye sæson. Hvis han overhovedet fortsætter.

Men nu åbner Sebastian Vettel altså på eget initiativ døren til de gamle venner hos Red Bull.

- Jeg kender holdet rigtig, rigtig godt fra min fortid, så jeg er selvfølgelig stadig i kontakt med en masse folk der. Red Bull har en vindende bil, og de har et meget stærkt hold. Fra min fortid der ved jeg, hvor stærkt et hold det er.

- Det ville være forkert at sige, at jeg kender holdet ind og ud, for det har ændret sig siden. Men jeg ved, de var stærke dengang, og de er fortsat konkurrencedygtige og har en bil, man kan vinde racerløb i, så det ville helt klart være interessant, siger Sebastian Vettel.

I sin tid hos Ferrari har Vettel opnået en tredjeplads samt to andenpladser. Men i sidste sæson blev tyskeren blot nummer fem i kampen om verdensmesterskabet.

Ekspert regner med Vettel-pension

Onsdag faldt det officielt på plads, at Fernando Alonso gør comeback i Formel 1, hvor han i den kommende sæson skal køre for Renault.

Dermed blev et muligt ledigt sæde altså taget lige for næsten af Sebastian Vettel. Og i kølvandet på den nyhed er TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther slet ikke sikker på, at Sebastian Vettel bliver en del af Formel 1 i fremtiden.

- Jeg tror ikke, han gider mere. Han har været verdensmester fire gange, og han har tjent penge nok til, at hverken ham eller hans børn behøver at lave noget. Så jeg tror sgu ikke nødvendigvis, at han står og hopper for at komme ud at køre i et eller andet, hvis ikke det er det, han absolut ønsker at komme ud at køre i, siger Jens Winther, der dog også holder en lille dør på klem for netop Vettels gamle flamme:

- Den eneste mulighed, jeg kan se – og den er en lille smule tændt – skulle være, hvis han ryger tilbage til Red Bull, som jo egentlig er hans hjem.

- Men Vettel er jo ikke nogen stjernetype – han kan godt lide at være hjemme hos sine børn og høns. Han er fuldstændig ligeglad med stjernelivet. Jeg tror, han vil køre om kap, og hvis ikke han er i noget, der kan vinde, tror jeg bare, han tænker: ”Fint, så får jeg mere tid derhjemme”, siger Jens Winther.

Sebastian Vettel har vundet 53 Formel 1-løb indtil videre i sin karriere. I 2020-sæsonens første løb endte tyskeren på en skuffende tiendeplads på Red Bull Ring i Østrig. En bane, som Formel 1-feltet atter skal prøve kræfter med i sæsonens andet Grand Prix i den kommende weekend.