Formel 1

- Opstår der en chance, griber vi den, siger Magnussen

Uvejr truer kvalifikationen til årets andet Formel 1-grandprix. Opstår der en chance i kvalifikationen, er Kevin Magnussen og Haas klar til at gribe den. Andy Hone / LAT Images

Et forventet regnvejr i Østrig kan blive danskerens chance for en god startplacering. Aflyses kvalifikationen derimod, vil det ramme ham hårdt.

Kvalifikationen til årets andet Formel 1-grandprix kan blive dramatisk.

Meldingerne går på kraftig regn over Red Bull Ring i Østrig hele lørdagen, men udsigten til våd asfalt får ikke Kevin Magnussen til at ryste i bukserne.

- Vejret ser en anelse usikkert ud til kvalifikationen. Der kunne opstå en chance dér. Hvis der gør, griber vi den, siger Kevin Magnussen til Haas' hjemmeside.

Vejrudsigten siger regn, regn og atter regn over Red Bull Ring lørdag.

Haas-bilen mangler greb og motorkraft

Den 27-årige dansker er opsat på at revanchere fredagens træninger.

I første træning fik han bare kørt tre omgange uden at sætte en tid, inden han blev ramt af batteriproblemer og måtte se resten af træningen fra garagen.

I anden træning satte han 18.-hurtigste tid.

- Vi var ikke rigtig så konkurrencedygtige, som vi havde håbet, men vi vil arbejde videre på det. Jeg havde ikke problemer med balancen, bilen føltes rigtig god at køre. Det er hovedsageligt greb og motorkraft. Det er meget simpelt, men meget svært på samme tid.

- Jeg føler fortsat, at bilen er mere konkurrencedygtig i løbet end i kvalifikationen, hvilket selvfølgelig er opmuntrende. Vi vil naturligvis gerne finde lidt mere fart til kvalifikationen, det er helt sikkert, siger Magnussen.

Aflyst kvalifikation vil være skidt for Magnussen

Skulle vejret blive for dårligt, til at kvalifikationen kan gennemføres, vil det derimod ramme Magnussen og også hans teamkollega, Romain Grosjean, hårdt.

For det vil betyde, at tiderne fra anden træning vil gælde i forhold til startpladserne i grandprixet søndag, og så vil danskeren starte tredjesidst.

Franske Grosjean satte 19.-hurtigste tid i anden træning.

Renaults Daniel Ricciardo kørte galt i sving ni og måtte udgå. Australieren vil i tilfælde af aflysning af kvalifikationen starte sidst.

Hvis regnen ikke spolerer lørdagens program, vil tredje træning finde sted fra klokken 12.00 og en time frem, mens kvalifikationen vil blive kørt fra klokken 15.00 til 16.00.