Formel 1

- Jeg er bange for at bremse, siger Formel 1-kører med 'brystsmerter'

McLarens Lando Norris havde smerter i brystet under fredagens Formel 1-træning i Østrig. Bryn Lennon / Ritzau Scanpix

Lando Norris afslører, at han fredag havde nogle 'brystsmerter', der gav ham problemer i de første to træninger.

Lando Norris havde ikke ligefrem sin bedste dag på Formel 1-kontoret fredag.

I første træning overhalede Norris to konkurrenter i en periode med gult flag, og det har kostet ham tre strafplaceringer til søndagens løb på Red Bull Ring i Østrig.

Men det var faktisk ikke dagens værste episode for den 20-årige McLaren-kører. For Lando Norris afslørede nemlig på fredagens afsluttende pressemøde, at han gennem hele dagen havde haft problemer med smerter.

- Det er bare et eller andet, jeg ved ikke, i mit bryst eller sådan noget. Jeg træder på bremsen, og i nedbremsningen spænder det ligesom ret slemt op, så jeg er bare bange for at bremse overalt, siger Lando Norris ifølge Formula1.com.

- Det har sat mig meget tilbage i dag(fredag, red.). Det har været ret frustrerende. Jeg har ikke følt mig tilpas i bilen i forhold til at presse den og så videre, så forhåbentlig kan jeg blive fikset og være klar til næste opgave, siger Lando Norris.

Den unge brite fortæller ydermere, at han måtte tage smertestillende medicin i løbet af fredagen for at klare smerterne. Smerterne var skyld i, at Lando Norris blot fik gennemført 56 træningsomgange fredag, mens holdkammeraten Carlos Sainz nåede helt op på 85.

Norris ærgrer sig over straf

Lando Norris landede 14.-hurtigste tid i første træning og 8.-hurtigste tid i anden træning trods problemerne med smerter i brystet.

Men i første træning lavede briten altså en fejl, som kommer til at koste ham en straf på tre placeringer på start-gridden til søndagens grand prix. Her lavede Norris nemlig en ulovlig overhaling af Sergio Perez og Pierre Gasly i en periode med gult flag.

- Det var lidt dumt lavet af mig.

- Reglerne er reglerne. Det er ærgerligt, for jeg slap gassen, men jeg gjorde bare ikke nok for at få bremset ned, siger Lando Norris.

I sæsonens første Formel 1-løb - også på Red Bull Ring i Østrig - kørte Lando Norris en imponerende og overraskende podieplads i hus til McLaren, da han blev nummer tre efter Bottas og LeClerc.

Lørdag venter tredje træning samt kvalifikationen forud for sæsonens andet Formel 1-løb.