Leclerc tager skylden for kæmpe Ferrari-koks

16x9
Charles Leclerc (bagerst) var ikke populær hos Sebastian Vettel(forrest) efter søndagens kæmpe Ferrari-koks. Foto: Charles Coates / Ritzau Scanpix

Ferraris Charles Leclerc tager skylden for det uheld, der skete mellem de to Ferrari-racere i begyndelsen af søndagens løb i Østrig.

Undskyld, undskyld, undskyld.

Charles Leclercs ører var formentlig (Ferrari)røde efter søndagens Formel 1-løb i Østrig.

For allerede på første omgang kørte den monegaskiske racerkører ind i sin holdkammerat, Sebastian Vettel. Begge biler viste sig at være så ødelagte, at begge kørere måtte udgå af løbet kort efter.

Og mens resten af Formel 1-feltet kørte videre på Red Bull Ring, var Charles Leclerc ved tasterne på Twitter for at undskylde.

- Jeg er skuffet over mig selv. Jeg er ked af det, men det er ikke nok. 'Seb' (Sebastian Vettel, red.) har ingen skyld i dag. Jeg har svigtet holdet, efter de ellers har arbejdet hele ugen på at opdatere bilen.

- Jeg var for ivrig efter at opnå nogle hurtige placeringer på første omgang. Jeg må lære af det, skriver Charles Leclerc i et tweet.

Den 22-årige racerkører oplyser i øvrigt, at han har sagt personligt undskyld til Vettel.

Vettel blev 'overrasket'

Sebastian Vettel mistede hele bagvingen på sin racer i forbindelse med sammenstødet, hvor Leclerc kom bagfra.

Og over for Formula1.com fortæller tyskeren da også, at han var overrasket over episoden.

- Jeg blev meget overrasket. Jeg havde indersiden og forventede ikke, at Charles ville prøve på noget.

- Jeg tog det stille og roligt, fordi der var så tæt trafik omkring os. Bilen føltes ellers meget bedre, så det er en skam, at vi ikke fik muligheden for at teste bilens fart efter vores opgraderinger, siger Sebastian Vettel.

Hovedpersonen selv erkender da også, at det ikke ligefrem kører som smurt i olie for Ferrari-holdet her i sæsonstarten.

- Det er en hård tid for holdet. Vi har ikke brug for det, som skete i dag. Jeg er meget ked af det. Men igen, det er ikke nok, siger Charles Leclerc.

Løbet blev vundet af Lewis Hamilton, mens Valtteri Bottas tog sig af andenpladsen. Max Verstappen blev nummer tre.

Kevin Magnussen blev nummer 12, mens Romain Grosjean blev nummer 13.