Formel 1

Konkurrenter bekymret over Formel 1-holds skræmmende fart

Lance Stroll og Sergio Perez har haft meget at smile af i denne sæson, hvor de indtil videre har haft masser af fart i bilen. Johann Groder / Ritzau Scanpix

Sergio Perez og Lance Stroll har i løbet af to løb allerede hentet 22 point – svarende til næsten en tredjedel af de point, de hentede i sidste sæson.

Mercedes, Red Bull, Ferrari og alle de andre.

Sådan har det ofte lydt de seneste år, når snakken er faldet på Formel 1, fordi de tre hold har været dominerende.

Jeg vil næsten sige, at de ikke længere tæller som midterhold

Carlos Sainz, McLaren-kører

Men i denne sæson er der vendt op og ned på tingene – for mens Ferrari har store problemer med at finde tidligere års høje niveau, blæser Racing Point derudad.

I weekendens grandprix, der var det andet i sæsonen, blev Sergio Perez og Lance Stroll henholdsvis nummer seks og syv. Faktisk var Sergio Perez tæt på en bedre placering, da han jagtede Alexander Albon på fjerdepladsen. Mexicaneren beskadigede dog sin frontvinge og måtte nøjes med en sjetteplads.

Alligevel har holdets nyfundne fart vakt opsigt hos konkurrenterne.

- Jeg tænker, at alle andre skal være bekymrede for Racing Point, siger Red Bulls teamchef, Chris Horner, til ESPN og tilføjer, at Racing Point-køreren Sergio Perez var hurtigere end selv Mercedes i afslutningen af Steiermarks grandprix.

Også McLaren-køreren Lando Norris mener, at Mercedes og de resterende hold skal frygte Racing Point.

- De var næsten oppe ved dem (Mercedes, red.). Også ved Red Bull. Det, de viste, var uden for vores rækkevidde.

- Det er endnu mere vigtigt, at vi får pointene, for i de næste løb bliver de stærkere, end vi er, siger han ifølge Planet F1.

- De vil få os til at lide

I sidste sæson fik Racing Point 73 point i sæsonens 21 løb, men i denne sæson har mandskabet nuppet 22 point i blot to grandprixer.

Sergio Perez (forrest) kæmper for at holde Lando Norris bag sig i weekendens grandprix. En beskadiget frontvinge umuliggjorde dog den mission.

Derfor er Sergio Perez og Lance Stroll lige nu på henholdsvis femte- og tiendepladsen i den samlede stilling, hvor de i 2019 endte som nummer 10 og 15.

Og det er langt fra utænkeligt, at Racing Point slutter højere i denne sæson, mener en af konkurrenterne.

- Vi skal udvide det førende felt i VM, for de har den hurtigste bil i midterfeltet i øjeblikket, siger McLaren-køreren Carlos Sainz til Planet F1 og tilføjer:

- Jeg vil næsten sige, at de ikke længere tæller som midterhold.

- Med den fart, de kan ramme, vil de virkelig få os til at lide.

Racing Point samarbejder med Mercedes, og deres bil er tidligere på sæsonen blevet kaldt ”Den Lyserøde Mercedes”, fordi den er overraskende hurtig og minder om sidste års vinderbil.

Intet svar på protest endnu

Netop sammenfaldene mellem Racing Point-raceren og den vindende Mercedes fra 2019 har af flere gange trukket stor opmærksomhed. Senest skete det efter søndagens grandprix, hvor Renault nedlagde protest, fordi holdet vil have undersøgt Racing Points bil.

Protesten går på, at Racing Point har kopieret store dele af den vindende Mercedes fra sidste år, hvilket dog ikke i sig selv er ulovligt. Til gengæld skal holdene selv konstruere delene på listed parts, blandt andet bremserne – og det er netop dele af bremserne, protesten omhandler.

FIA er fortsat i gang med at behandle protesten. Næste gang, Formel 1-feltet skal på banen, er i denne weekend, hvor Ungarns grandprix venter.