Ellevild Magnussen: - Mit største resultat nogensinde
Danskeren var helt oppe at køre efter sine første VM-point i sæsonen. Og det kom til udtryk efter løbet.
Kevin Magnussen er efter løbet blevet idømt en straf på ti sekunder for kommunikation med teamet under formationsomgangen. Det skubber danskeren ned på tiendepladsen.
Kevin Magnussen er på tavlen i årets Formel 1-sæson.
Med sin niendeplads i det ungarske grandprix hentede den danske racerkører to point til den samlede VM-stilling.
Og glæden var ikke til at tage fejl af hos den 27-årige Haas-kører efter løbet.
- Det er det største resultat, jeg nogensinde har lavet. Det lå ikke i kortene. Den eneste chance vi havde var at være first mover på slicks’ene (type dæk red.). Det var vi. Jeg kom op i en sindssyg god position som treer.
- Jeg havde slet ikke farten til at ligge der, så jeg røg ned, men alligevel holdt jeg fast i en niendeplads. Jeg trak fra en Ferrari, som jeg åbnede et hul til. Jeg holdt en McLaren på nye dæk bag mig. Det havde jeg slet ikke troet kunne lade sig gøre, siger han til TV3+.
'Jeg har aldrig været mere tilfreds'
Magnussen hentyder til, at Haas-teamet som de eneste sendte begge kørere i pit for at skifte dæk inden starten af løbet, fordi asfalten var mere tør end ventet.
Dermed startede Magnussen og Romain Grosjean altså fra pitten, men da samtlige modstandere kort inde i løbet måtte køre i pit for også at skifte dæk, var Magnussen helt oppe som nummer tre efter fem omgange.
Siden faldt han ned gennem feltet, men med flot og fejlfri kørsel sørgede han for at holde sig i pointene.
- Da jeg holdt i pitten, tænkte jeg ikke lige, at jeg skulle ende i pointene. Jeg kan stadigvæk ikke fatte, hvad der lige er sket. Det er bare en niendeplads – en sølle niendeplads – og jeg har aldrig været mere tilfreds, lyder det jublende fra Haas-køreren.
Pointmæssigt er der dog ikke tale om danskerens bedste resultat. I sit første Formel 1-løb i Australien i 2014 blev Magnussen nemlig nummer to.
'Det er kunst', siger ekspert
Det var ikke kun Kevin Magnussen, der var begejstret over præstationen. Også Jens Winther, der er motorsportsekspert på TV 2 SPORT, fandt de store ord frem i sin beskrivelse.
- De har en fantastisk kører i Kevin, som beviser, at når forholdene er der til ham, så leverer han også.
Særligt strategien med at starte på dæk, der var beregnet til en tør bane, krævede meget af Magnussen.
- Det er bare en modig strategi, som de kastede sig ud i. Det er kunst at køre racerbil med de dæk, han havde på de første omgange, siger eksperten med henvisning til, at danskeren havde let ved at skride ud på de første omgange, inden banen tørrede helt.
Magnussens teamkammerat, Romain Grosjean, blev nummer 15 i grandprixet, som blev vundet suverænt af Lewis Hamilton. Red Bulls Max Verstappen blev nummer to, mens Hamiltons teamkollega, Valtteri Bottas blev treer.
Grosjean er senere blevet rykket ned på en 16. plads på grund af en tidsstraf på ti sekunder.