Formel 1

Magnussen straffet efter løbet - ryger en plads tilbage

Kevin Magnussen. Mark Thompson / Ritzau Scanpix

Et brud på reglerne koster Kevin Magnussen og Haas-teamet et point.

En taktisk genialitet kort før løbets start har vist sig fatal for Kevin Magnussen og Haas-teamet.

Efter den såkaldte formation lap inden løbets start kørte begge Haas-racere i pit for at skifte dæk, og det viste sig at være en kæmpemæssig fordel, som sendte både Magnussen og Romain Grosjean op i top-5 få omgange senere.

Problemet var bare, at der i forbindelse med omgangen blev begået regelbrud.

Derfor er Magnussen blevet tildelt en tidsstraf på ti sekunder, og det sender danskeren ned på tiendepladsen.

Dermed får han stadig point - men kun et enkelt i stedet for to.

Den internationale motorsportsunion, FIA, skriver i sin kendelse, at "holdet instruerede kørerne i at køre i pitten" under formationsomgangen.

Haas blev kaldt til høring af løbskommissærerne for et brud på paragraf 27.1 i Formula One Sporting Regulations, der siger, at "køreren skal køre bilen alene og uden hjælp." Med nogle få undtagelser er det forbudt at kommunikere via teamradioen under formationsomgangen.

'Største resultat nogensinde'

Magnussen var ellers helt oppe at køre over sit resultat, som var højst overraskende, fordi Haas-raceren er et godt stykke efter de fleste Formel 1-hold.

- Det er det største resultat, jeg nogensinde har lavet. Det lå ikke i kortene. Den eneste chance vi havde var at være first moverslicks’ene (type dæk red.). Det var vi. Jeg kom op i en sindssyg god position som treer.

- Jeg havde slet ikke farten til at ligge der, så jeg røg ned, men alligevel holdt jeg fast i en niendeplads. Jeg trak fra en Ferrari, som jeg åbnede et hul til. Jeg holdt en McLaren på nye dæk bag mig. Det havde jeg slet ikke troet kunne lade sig gøre, sagde han til TV3+.

Magnussen er godt nok blevet nummer to tilbage i 2014, som var karrierens pointmæssigt bedste løb nogensinde.

Var oppe på tredjepladsen

Haas var det eneste hold, der sendte begge kørere i pit inden starten, fordi asfalten var mere tør end ventet.

Derfor startede Magnussen og Romain Grosjean altså fra pitten, men da samtlige modstandere kort inde i løbet måtte køre i pit for også at skifte dæk, var Magnussen helt oppe som nummer tre efter fem omgange.

Danskeren holdt positionen et godt stykke tid, men blev hen ad vejen overhalet af flere kørere fra stærkere hold, men han formåede at holde sig inde i top-10 hele tiden.

Romain Grosjean sluttede oprindeligt på 15.-pladsen, men er efterfølgende blevet sendt ned som nummer 16.