- Magnussen satte ikke en fod forkert, mens næsten alle lavede fejl
TV 2 SPORTs motorsportsekspert giver sin vurdering af det ungarske Formel 1-grandprix.
Søndag fik vi alle lige en tur i cirkus, hvor sprechstallmeister Hamilton optrådte på Hungaroring.
Mercedes og Hamilton er efterhånden helt uden for kategori, og spændingen i denne weekends løb var derfor, hvem der ‘vandt’ bag englænderen i den tyske bil.
Når et løb bliver udsat for skiftevis tør og våd bane, er der næsten altid garanti for spænding. Skabt af andre parametre for at være hurtig. Her betyder motorkraft mindre i forhold til køreevner og strategi.
Med de nævnte ting skuffede løbet lidt udenfor Budapest ikke. Det blev et løb, som var præget meget af de forskellige strategier i forhold til vejret.
Vi er normalt ikke forvænt med at Haas-teamet leverer den absolut bedste strategi, så det var en stor overraskelse at se Magnussen og Grosjean køre direkte i pitten efter formationsomgangen.
Her var virkelig tale om en genial beslutning (som senere viste sig at være taget af teamet og dermed ulovligt kommunikeret til kørerne), der gav Magnussen og Grosjean muligheden for at blæse igennem feltet.
De var godt hjulpet af, at resten af feltet måtte hurtigt i pit, da banen tørrede hurtigere, end nogen havde ventet.
Dagens præstation
Kan ikke tilskrives nogen kører denne gang, men derimod mekanikerne hos Red Bull. Anført af danske Ole Schack arbejdede de en vis legemsdel af for at få Verstappens bil klar til start.
På en af sine omgange, før bilerne skal være linet op på gridden, kørte hollænderen sin bil i dækvæggen og beskadigede dermed sit hjulophæng, samtidig med at han rykkede hele frontvingen af.
Det betød en massiv stor opgave for mekanikerne, som endnu en gang beviste, at succes i Formel 1 kan ikke forventes, hvis ikke holdet bag køreren fungerer.
Det var en forbilledlig præstation af Ole Schack og hans kolleger, som bragte Red Bull til en andenplads i løbet.
Dagens brøler
Det ville være nemmest bare at skrive ‘se ovenfor’.
Det var helt klart Max Verstappens afkørsel på vej rundt til starten.
Men når man hedder Verstappen og laver en ordentlig bøhmand, så bliver man bare ikke rystet mere, end at man bare lige kører et pragtløb - til en andenplads - og så er brøleren nok tilgivet (selv af mekanikerne).
Dagens ørefigen
En eller anden hos Ferrari bør nok snart tage et par handsker på, så vedkommende kan dele en ordentlig flad ud.
Sidste weekend i Østrig, hakkede Leclerc sin racer ind i siden på Vettels Ferrari, hvilket eliminerede begge biler. I det andet sving på første omgang!
Denne gang fangede Vettel Leclerc, da han var på en anden strategi, og stor var min overraskelse, da monegaskeren valgte at køre om kap med sin teamkollega over et par omgange og dermed sinke dem begge.
Jeg er helt klar over, at Vettel er fyret efter denne sæson, og at Leclerc er teamets håb, men en eller anden voksen er simpelthen nødt til at tage fat i kørerne og sørge for, at de optræder for teamets bedste.
Også hvis det betyder, at man er nødt til at stikke det store håb en kindhest!
Dagens Magnussen
Kevin Magnussen er bare en rigtig god racerkører - det ved vi. Denne gang viste han tydeligt, hvad jeg mener med ‘god racerkører’.
Det er meget, meget svært at køre en 1000 hestekræfters racerbil på slick-dæk på en bane, som ikke er helt tør, og som er forskelligt optørende rundt på en omgang.
Kevin startede fra pitten på sine slicks og kørte ud på en bane, hvor resten af feltet havde intermediate-dæk på.
Han (og Grosjean) skulle balancere bilerne igennem feltet på en bane, hvor Verstappen 15 minutter tidligere havde mistet vejgrebet og kørt i væggen.
15 minutter, hvor banen godt nok tørrede, men hvor der ikke blev kørt på den.
Unge Magnussen er en meget rolig og disciplineret kører, hvilket var meget påkrævet i et løb, hvor han skulle holde sin bil langt fremme i et felt, blandt langt hurtigere biler.
Det betød, at der ikke måtte sættes en fod forkert på en bane, hvor næsten alle andre lavede fejl.
Når man mestrer den disciplin, så bliver man belønnet - i dette tilfælde med en 10. plads, som føles som en sejr.
De, som har fulgt Magnussens karriere, kan måske huske hans løb i regnvejr på netop Hungaroring, dengang han kørte World Series by Renault.
Det var et af hans allerstærkeste løb, hvor han i regnvejr kørte sig hele vejen igennem feltet på en bane, hvor det siges at være umuligt at overhale.
Hans præstation søndag i Budapest var en tangering af den præstation.