Formel 1

Grosjean undskylder for upopulær kommentar om fremtid

Teamchefen hos Haas, Günther Steiner, valgte i weekenden at irettesætte Romain Grosjean for sin kommentar om holdets fremtid.

Vil Haas være en del af Formel 1 i næste sæson?

Det er ifølge franske Romain Grosjean det helt store spørgsmål i øjeblikket, når snakken går på både hans egen og holdets fremtid i motorsportens kongeklasse. Et spørgsmål, som Haas-køreren i et interview med Autosport i weekenden betegnede som "elefanten i rummet" hos det amerikanske hold.

Franskmandens kommentar vakte utilfredshed hos holdets teamchef, Günther Steiner, der i stedet indikerede, at spørgsmålet nærmere handlede om Grosjeans egen fremtid ved at sige, at "elefanten skal gå ud af vores rum og ind i Romains rum".

Og nu har den franske Formel 1-kører tilsyneladende fortrudt sin kommentar.

- Jeg er ked af, hvis jeg sagde noget forkert. Jeg sagde noget, jeg ikke skulle have sagt. Jeg beklager over for holdet. Alt godt, siger Romain Grosjean til Autosport.

Steiner har 'ingen problemer' med Grosjean

Også Günther Steiner er trukket i land. Den italienske teamchef forklarer nu, at han ikke havde til hensigt at tale negativt om Romain Grosjean.

- I kender mig. Nogle gange reagerer jeg på ting ret hurtigt. Jeg mener, jeg er ikke sur. Det handlede mere om, at jeg var overrasket, da jeg læste det, for jeg var der ikke selv. Jeg har det godt med ham. Ingen problemer.

- Jeg tror, det er gået op for ham. Det var et svært spørgsmål, og han svare på en måde, som han måske ikke havde ønsket sig at svare. Han har muligvis ikke ment, hvad han sagde, siger Günther Steiner til Autosport.

"Vi ved, hvad vi gerne vil"

Årsagen til at Romain Grosjean overhovedet valgte at stille spørgsmålstegn ved holdets fremtid, er, at holdejer Gene Haas i marts sagde, at starten på denne sæson kunne afgøre, om teamet også er at finde i Formel 1 næste år. Det er endnu ikke afklaret efter sæsonens tre første løb, hvor holdet indtil nu står noteret for et enkelt point.

Men Günther Steiner forklarede i weekenden, at det i virkeligheden slet ikke handler sæsonens resultater fra holdet, der også har danske Kevin Magnussen på kontrakt.

- Vi ved, hvad vi gerne vil, og om vi er her eller ej i næste sæson, det bliver besluttet, når holdene underskriver den nye concorde (det nye regelsæt, red.). Alt er på vej mod, at det vil ske, sagde teamchefen til Sky Sports.

Både Kevin Magnussen og Romain Grosjean har kontraktudløb efter denne sæson, og der er endnu ikke indgået nogen kontraktforlængelser.

Haas-holdet har i sæsonstarten haft store udfordringer. Søndag kørte Kevin Magnussen sig til sæsonens første point, da han og Haas lavede en genialitet og ændrede strategi i sekunderne inden starten på det ungarske grandprix.