Formel 1

Kun holdkammerat kan stoppe Hamilton, siger Ferrari-kørere

Lewis Hamilton vandt i weekenden for ottende gang på Hungoring i Ungarn.  Fia/f1 Handout / Ritzau Scanpix

Efter tre løb suser Lewis Hamilton mod endnu en verdensmesterskabstitel. Kun teamkollegaen Bottas kan stoppe ham, mener Leclerc og Vettel.

Selvom han kun blev nummer fire i sæsonåbneren på Red Bull Ring i Østrig, har han siden hen vundet to grandprixer i træk.

Efter bare tre Formel 1-løb er Lewis Hamilton allerede stukket af fra konkurrenterne til verdensmesterskabstitlen, og ifølge de to Ferrari-kørere Sebastian Vettel og Charles Leclerc, ser det ud til, at kun Hamiltons teamkammerat, Valtteri Bottas, kommer til at give briten kamp til stregen.

- Lewis er tydeligvis den største udfordrer til titlen. Den eneste, der sandsynligvis vil kunne stoppe ham er Valtteri, siger Leclerc til ESPN.

Jeg håber på, at vi møder mere modstand undervejs i sæsonen

Lewis Hamilton

Den firedobbelte tyske verdensmester Sebastian Vettel er enig med sin teamkammerat om, at det næsten er usandsynligt, at Hamilton ikke bliver verdensmester for syvende gang denne sæson.

- Jeg tror kun på det, hvis Valtteri Bottas vinder mesterskabet, tilføjer Vettel.

Hamilton håber på mere modstand

Fra pole position dominerede Lewis Hamilton weekendens grandprix i Ungarn.

Udover at køre først over målstregen satte Mercedes-køreren også hurtigste omgangstid, hvilket gav ham et ekstra point til VM-stillingen.

Her har briten med 63 point en fem-points-føring ned til sin teamkollega Valterri Bottas på andenpladsen, mens Red Bulls Max Verstappen har 30 point på tredjepladsen.

Hamilton mødte dog ikke meget modstand i søndagens grandprix på Hungoring i Ungarn, og derfor efterlyste han mere udfordring efter løbet.

- Jeg synes, at Red Bull har gjort et godt stykke arbejde, og jeg er sikker på, at de vil komme med nogle forbedringer, når vi kommer længere ind i sæsonen, sagde Hamilton og fortsatte:

- Jeg håber på, at vi møder mere modstand undervejs i sæsonen.

Italienske Ferrari har modsat Mercedes ikke fået den start på sæsonen, de havde håbet på.

Charles Leclerc er på en nuværende syvendeplads med 18 point, mens Sebastian Vettel er på 10. pladsen med ni point.

Sæsonens næste Formel 1 grandprix køres den 2. august på Lewis Hamiltons hjemmebane, Silverstone i England.

Her har den britiske Mercedes-kører tidligere vundet seks gange i karrieren.