Formel 1

McLaren-chef bekymret over udvikling: - Det må ikke blive standarden

McLaren er kommet godt fra start i årets Formel 1-sæson. Fia/f1 Handout / Ritzau Scanpix

McLaren gør alt, hvad de kan for at gøre forholdene så gode som muligt for medarbejderne i et presset Formel 1-program.

Den kompakte Formel 1-sæson som følge af coronavirussen giver antydninger af panderynker hos McLarens team manager, Andreas Seidl.

- Det her må ikke blive standarden for de kommende sæsoner, siger han til Autosport.

Med ”det her” mener han de såkaldte ’triple-headers’.

Som noget nyt i denne sæson er der Formel 1 tre weekender i streg, hvorefter kørerne får en enkelt uges pause, inden der igen venter tre grandprixer i træk.

Problematisk at være væk fra familien

Efter to grandprixer i Østrig og et i Ungarn fordelt på tre uger er der pause, inden de fra næste weekend begynder på en ny ’triple-header’ med to grandprixer i Silverstone og herefter et i Barcelona.

- Jeg tror, den største problematik for hver medarbejder bliver at være væk fra familier, børn og så videre.

- Jo længere vi kommer ind i sæsonen og med de kommende ’triple-headers’, er vi nødt til at være opmærksomme på, at det bliver en udfordring for dem, siger team manageren.

Gør alt for at gøre det nemmere

Andreas Seidl er dog klar over, at det er betingelserne i denne sæson på grund af coronapandemien.

- Vi prøver at gøre rejse, indkvartering og alt, vi kan hjælpe med på banen og på hotellerne, så behageligt som muligt for at stille holdet bedst muligt.

Der mangler otte grandprixer i denne sæson.

Efter de første tre er McLaren nummer tre i konstruktørernes mesterskab.