Formel 1

Hülkenberg gør midlertidigt Formel 1-comeback

Nico Hülkenberg har god grund til at smile for tiden. Han gør nemlig midlertidig comeback. Anton Vaganov / Ritzau Scanpix

Racing Point-teamet har hentet Nico Hülkenberg ind som erstatning for Sergio Perez, der er testet positiv for covid-19.

32-årige Nico Hülkenberg får comeback i Formel 1 – i hvert fald for en stund.

Tyskeren er nemlig blevet hentet ind som erstatning for Sergio Perez, der er testet positiv for covid-19 og er ude af weekendens løb på Silvertone. Det skriver holdet på sin hjemmeside.

- Nicos erfaring i Formel 1 og hans gode præstationer på banen betyder, at han er den ideelle kører at træde ind i stedet Sergio Perez i denne weekend, skriver holdet.

Dermed håber Racing Point altså på, at Perez bliver klar til næste weekend, hvor der også køres race på Silverstone.

Har tidligere kørt for Force India

Valget faldt på ham, da han ikke er helt ueffen i sporten.

Hülkenberg fik debut for Williams i 2010 og har blandt andet kørt for Force India og Sauber.

Senest repræsenterede han Renault, hvor han nåede at køre tre sæsoner i perioden 2017-2019. Forud for denne sæson mistede han sit sæde til Esteban Ocon.

Hülkenberg har kørt 177 grandprixer i sin karriere og kan nu forberede sig på nummer 178.

Overraskende god start

Sergio Perez sluttede sidste år som nummer 10 i kørernes VM-stilling, mens holdkammeraten Lance Stroll var at finde fem placeringer længere nede.

I år er de kommet noget bedre fra start. Sergio Perez er helt oppe på en delt femteplads med 22 point, mens Stroll ligger nummer otte med 18 point efter sæsonens første tre løb.

Det giver Racing Point en placering som nummer fire i konstruktørernes mesterskab - tre placeringer bedre end sidste år.