Formel 1

- Jeg ser mig selv køre i mindst tre år mere, siger Hamilton

Lewis Hamilton vandt i forrige weekend på Hungoring i Ungarn for ottende gang.  Fia/f1 Handout / Ritzau Scanpix

Den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton har kørt Formel 1 siden 2007, men er langt fra mættet af ræs på øverste hylde.

Lewis Hamilton har i mange år været dominerende i Formel 1 og jagter Michael Schumachers rekord på syv verdensmesterskaber.

Briten kan tangere rekorden, hvis han vinder denne sæson – men skulle det ikke lykkes, har han flere år at løbe på. I hvert fald har han ikke i sinde at stoppe foreløbig.

Hans mange meritter skal dog ikke alene afgøre, om han bliver ved med at have et sæde.

- Jeg synes, du skal gøre dig fortjent til at være her, i forhold til hvordan du performer og fortsætter med at levere. Mit mål er et at fortsætte med at levere så længe, jeg kan. Så jeg ser mig selv køre i mindst tre år mere, siger Lewis Hamilton ifølge Sky Sports.

Erkender, han ikke kan blive ved forevigt

Lewis Hamilton har vundet seks verdensmesterskaber, blandt andet har han stået øverst på podiet fra 2017 og frem.

I de seneste seks år er han blevet verdensmester fem af gangene, mens han i 2016 måtte tage til takke med en andenplads.

- Ultimativt vil jeg gerne være i stand til at performe for evigt på det niveau, jeg performer på nu - men der er selvfølgelig et tidspunkt, hvor den fysiske og mentale side kan blive svagere, og jeg ved ikke, hvornår det bliver, lyder det fra Lewis Hamilton.

Lewis Hamilton vandt i 2008 sit første verdensmesterskab i Formel 1.

Briten fik debut i Formel 1 i 2007, hvor det lykkedes ham at køre på podiet i sit første grandprix. Han blev nemlig nummer tre i Australien.

Efter sæsonens tre første løb fører Lewis Hamilton årets VM-serie. Han har 63 point, mens Valtteri Bottas har 58.

I denne weekend kører de to Mercedes-kørere og resten af feltet på Silverstone.