Formel 1

Ferrari-kører er chokeret over sin egen gode kvalifikation

Charles Leclerc havde ikke regnet med, at han ville ende på en fjerdeplads efter kvalifikationen. Amanda Perobelli / Ritzau Scanpix

Charles Leclerc starter i næstforreste række, når søndagens grandprix på Silverstone skydes i gang. Og det havde han bestemt ikke regnet med.

Det er ikke et særsyn, at de to sorte Mercedes-racere starter i forreste række, når startskuddet til et grandprix lyder.

Men i anden række holder der en rød Ferrari klar, når Formel 1-feltet skal dyste på Silverstone-banen søndag. Og det er faktisk lidt af en overraskelse, da det traditionsrige team har kæmpet med bilen i denne sæson.

Charles Leclerc starter på en fjerdeplads, hvilket han bestemt ikke havde regnet med.

- Ja, det var helt sikkert et chok, sagde han ifølge Motorsportsweek efter lørdagens kvalifikation, da han blev spurgt ind til det.

- Det var en god kvalifikation, og jeg er meget, meget glad for alt det, vi har gjort. Jeg forventede bestemt ikke en P4, så det er fantastisk. Jeg er også glad for, at vi kom igennem til Q3 på medium-dæk.

Det sidste omkring dækkene, som Leclerc nævner, betyder, at han kommer til at starte løbet på det dæk søndag, hvilket generelt er set som en bedre strategi fremfor at starte på soft-dækket.

- Vi har problemer med vores fart generelt i løbene. Vi ødelægger bare vores dæk hurtigere end de andre, så det kommer til at hjælpe os massivt, at vi starter på medium, siger Ferrari-køreren.

Vettel er noget længere nede

Leclers Ferrari-kollega, Sebastian Vettel, har imidlertid haft en svær weekend indtil videre og kommer til starte på en tiendeplads søndag.

Han sad ude det meste af første træning på grund af komplikationer med køleren på bilen. Men han fik sat tider under kvalifikationen, men starter altså et stykke nede.

- Jeg havde problemer med at finde rytmen. Bilen var ikke så dårlig, men jeg kunne ikke finde mig til rette, siger Vettel.

- Jeg havde problemer under træningen, hvor jeg kun kørte få omgange. Uanset hvad giver jeg alt i morgen (søndag, red.), og så må vi se, hvad der sker.

Imellem de to Mercedes-racere og Charles Leclerc starter Red Bulls Max Verstappen på en tredjeplads.

Grandprixet starter klokken 15.10, og du kan følge med i løbet i livebloggen på sport.tv2.dk.