Formel 1

Hamilton vinder på Silverstone trods punktering på sidste omgang

Lewis Hamilton punkterede på sidste omgang og var tæt på at smide en sikker sejr. Her ses punkteringen på venstre forhjul. Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Lewis Hamilton vandt søndagens Formel 1-grandprix på Silverstone på trods af en punktering og stort drama på den sidste omgang.

Det var lige ved at gå helt, helt galt for Lewis Hamilton i søndagens formel 1-grandprix på Silverstone.

Den britiske Mercedes-kører punkterede nemlig på aller sidste omgang af løbet og var derfor tæt på at smide en ellers meget sikker sejr på hjemmebanen.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, sagde Lewis Hamilton umiddelbart efter løbet.

Det lignede længe en stensikker dobbeltsejr til Mercedes, men på sidste omgang gik det galt for mandskabet. Først punkterede Bottas, og han endte helt uden for pointene, da dan gled ned på en 11.-plads.

Få øjeblikke senere punkterede Hamilton også. Han havde dog sikret sig nok luft forrest, til at han lige nøjagtig kunne bevare førstepladsen.

Max Verstappen (Red Bull) kom bragende bag Hamilton, men det var lige præcis ikke nok til at hente den forsvarende verdensmester.

Hamiltons punktering.
Et fladt dæk på en vindende Mercedes.

Mercedes har hidtil vist sig at være dominerende i toppen af Formel 1. Med andenpladsen søndag rykker Max Verstappen dog et stykke ind på Bottas.

Dansk drama på første omgang

Den danske racerkører Kevin Magnussen måtte søndag udgå allerede på første omgang ved det britiske Formel 1-grandprix på Silverstone.

27-årige Magnussen kom ellers fint afsted og fik klemt sig et par placeringer op på 11.-pladsen. Kort efter gik det dog galt for Magnussen.

Efter et lille sammenstød med Red Bulls Alexander Albon gled han ud i gruset og måtte dermed vinke farvel til løbet på den ikoniske Silverstone-bane.

Haas-teamet oplyste efterfølgende, at Kevin Magnussen er i god behold efter ulykken.

Episoden blev gennemset af Formel 1-officials, og lidt senere i løbet blev det meddelt, at Alexander Albon fik en fem sekunders tidsstraf for at have været med til at forårsage et sammenstød.

På grund af coronapausen ser denne sæsons Formel 1-kalender noget anderledes ud end normalt. Det betyder blandt andet, at der køres to grandprixer på nogle af banerne.

Blandt dem er den knap seks kilometer lange Silverstone-bane, der igen i næste weekend lægger asfalt til et grandprix.