Formel 1

Magnussen vækker opsigt: Nu knæler han ikke længere mod racisme

Kevin Magnussen (stående yderst tv.) er den syvende kører i feltet, der vælger ikke at knæle. Scanpix

Selvom han har gjort det hidtil i sæsonen, valgte Kevin Magnussen ikke at knæle inden søndagens Formel 1-grandprix på Silverstone.

Indtil søndagens løb på Silverstone har Kevin Magnussen knælet før løbene sammen med størstedelen af Formel 1-feltet for at vise støtte i kampen mod racisme.

Men det er tilsyneladende slut nu.

Danskeren blev i hvert fald stående, da hovedparten af de andre kørere valgte at knæle i forbindelse med en planlagt demonstration mod racisme, der blev afholdt lige inden søndagens britiske grandprix.

Dermed tilslutter han sig Charles Leclerc, Max Verstappen, Carlos Sainz, Daniil Kvyat, Kimi Raikkonen og Antonio Giovinazzi, der fra starten af sæsonen ikke har knælet i forbindelse med løbene.

Beviset ses på billedet herunder, hvor syv kørere altså blev stående, mens resten af feltet knælede.

De 20 Formel 1-kørere kort før starten på Silverstone. Kevin Magnussen kan ses anden yderst til venstre i bagerste række.

Og det har vakt en del opsigt - blandt andet på sociale medier - efter søndagens løb.

Støtter ikke Black Lives Matter

Kevin Magnussen har endnu ikke forklaret, hvorfor han valgte ikke at knæle inden søndagens løb. Men beslutningen kommer efter en uge, hvor han har udtrykt, at han er 'ukomfortabel' med, at den knælende gestus sættes i stærk forbindelse med Black Lives Matter-bevægelsen.

- Til syvende og sidst vil jeg ikke have, at jeg bliver associeret med den specifikke bevægelse. Det er en organisation, som jeg langt fra er enig i alt med. Men jeg er enig i, at det handler om at stoppe racisme og stoppe diskriminationen af sorte personer, har Kevin Magnussen sagt ifølge Daily Mail.

Kevin Magnussen har også tidligere udtrykt, at han mener, det er op til hver enkelt kører, hvordan man vil håndtere situationen.

- Vi prøver at få stoppet det, og jeg synes, at hver eneste kører og hver eneste person er fri til at vise deres tanker og udtrykke det på deres egen måde.

Og søndag valgte Magnussen altså at ændre sin tilgang til de planlagte demonstrationer.

Opdateret procedure

Efter løbet i Ungarn var verdensmester Lewis Hamilton ude at kritisere Formel 1. Han mente ikke, at kampen mod racisme blev taget seriøst nok, da nogle kørere for eksempel kom for sent til ceremonien.

Det var der rettet op på til søndagens grandprix på Silverstone. Forud for løbet modtog alle teams nemlig en besked fra løbsdirektøren, Michael Masi, om, at alle skulle være til stede på gridden 17 minutter før løbets formationsomgang, så der var tid til at vise støtte til Formel 1's 'End Racism'-tiltag. Det skriver Sky Sport.

I beskeden fik kørerne også forslag til, hvordan de kunne udtrykke deres støtte, så det ville være i overensstemmelse med de grundlæggende principper hos Formel 1:

  • Knæle
  • Stående på tæppet med armene krydset foran eller bag kroppen
  • Stående på tæppet med hovedet bøjet
  • Stående på tæppet og pege på ordene 'End Racism' på deres t-shirts
  • Stående på tæppet med hånden på hjertet.

Til søndagens britiske grandprix på Silverstone blev ceremonien først fulgt op med nationalsangen og derefter af klapsalver for at hylde NHS, der er den britiske sundhedssektor. Klapsalverne blev ledsaget af et fly over banen, hvor der på undersiden var skrevet "Tak NHS".

Det var en spitfire, der fløj over Silverstone.

Kevin Magnussen røg ud af det britiske grandprix i sidste sving på første omgang. Næste uge får han mulighed for revanche, når Silverstone igen lægger asfalt til et Formel 1-grandprix.

Om han knæler eller ej inden løbet, må tiden vise.