Formel 1

Dækproducent forklarer masse-punkteringer i dramatisk afslutning

Dækket på venstre forhjul punkterede på Lewis Hamiltons racer på den sidste omgang af det britiske grandprix.  Andrew Boyers / Pool / Ritzau Scanpix

Mange omgange på det samme sæt dæk var den primære årsag til, at tre racere punkterede i afslutningen af søndagens britiske grandprix.

Dramatikken var på sit højeste, da Lewis Hamilton søndag vandt det britiske Formel 1-grandprix til trods for et punkteret dæk.

Verdensmesteren førte løbet suverænt, men alligevel var han tæt på at sætte det hele over styr og forære sejren til Max Verstappen, da dækket på venstre forhjul punkterede på sidste omgang.

Men briten fik lige nøjagtigt kørt sin Mercedes-racer over målstregen i tide. Så heldige var holdkammeraten Valtteri Bottas og McLarens Carlos Sainz ikke få minutter forhinden.

Først punkterede Bottas og mistede adskillige placeringer, inden samme skæbne ramte spanske Sainz. Formel 1's officielle dækleverandør, Pirelli, meddelte efterfølgende, at man ville undersøge, hvordan tre dæk kunne punktere på så kort tid.

Punkteringer skyldes ekstrem belastning

Nu er svaret kommet. Pirelli skriver i en pressemeddelelse, at stort set alle hold valgte at skifte dæk, da et uheld efter 13 omgange førte til en periode med safety car. Flere hold forsøgte herefter at køre de resterende 39 omgange på det samme sæt dæk. Det var en fejl.

- Det var mere end tre kvarters race (med de samme dæk, red.) på en af de mest krævende baner på kalenderen.

- Når man samtidig ser på, at Formel 1-bilernes fart er øget i 2020 (pole position var 1,2 sekunder hurtigere sammenlignet med 2019), så gjorde det de sidste omgange af det britiske grandprix særligt hårde for dækkene.

Sådan så det ud, da Carlos Sainz punkterede kort før afslutningen på det britiske grandprix.
Lewis Hamilton tog et kig på det punkterede dæk, da han havde vundet det britiske grandprix.

- De samlede omstændigheder resulterede i de mest udfordrende forhold for dækkene. Det førte til, at venstre forhjul, der er kendt for at være det hårdest belastede på Silverstone, var under et maksimalt pres efter et meget højt antal omgange, skriver Pirelli.

Det var holdene, der fejlede

Pirellis Formel 1-chef, Mario Isola, udtalte allerede i timerne efter det britiske grandprix, at man ville undersøge dækkene "360 grader" for at være helt sikker på, hvad der var skyld i de tre punkteringer.

Italieneren forklarede, at det både kunne være slitage og små, skarpe genstande på banen. At de nu er kommet frem til, at slitage var den primære årsag, er en besked til holdene om, at det var dem, der fejlede og ikke Pirelli.

Det vurderer TV 2 SPORTs motorsportskommentator Jacob Hammerholt.

- Flere pegede på, at det måske kunne være stumper fra Raikkonens racer, der var synderen. Men med Pirellis undersøgelse af dækkene peger pilen på teamsene og et for optimistisk gæt på, hvor mange kilometer dækkene kunne holde til.

- På sin vis er det dog forståeligt, at holdene tog det sats, da vi flere gange de senere år har set, at Pirellis dæk kan holde til rigtig mange omgange, men på Silverstone var det altså lige optimistisk nok. Og det blev dyrt for Bottas og Sainz, mens Hamilton lige præcis kunne holde fast i sejren, siger Jacob Hammerholt.

Gør dækkene blødere til næste grandprix

I den kommende weekend skal Formel 1-kørerne igen i aktion, og for anden weekend i træk er det Silverstone, der skal lægge asfalt til det, der bliver sæsonens femte grandprix.

Men selv om banen er den samme, har Pirelli besluttet, at der alligevel skal være lidt, der er anderledes.

Lewis Hamilton punkterede på venstre forhjul under det britiske grandprix.

Dækproducenten har således valgt, at dækkene, som holdene har til rådighed i den kommende weekend, skal være en kategori blødere end sidste weekends dæk.

I Formel 1 har holdene altid tre slags tørvejrsdæk til rådighed, der bliver kaldt soft, medium og hard. Men hårdheden på de tre dæk kan variere fra løb til løb, og til weekendens løb vil dækkene altså være blødere, end de var i det forgangne grandprix.

Jo blødere dækkene er, jo kortere levetid har de i et Formel 1-race. Det forventes derfor, at kørerne vil få brug for flere pitstops, når de skal i aktion igen i weekenden.

Lewis Hamilton fører VM-stillingen efter sæsonens fire første løb. Briten fører med 30 point ned til holdkammeraten Valtteri Bottas.