Formel 1

Stjerne vil drøfte upopulær Grosjean på kørermøde

Haas' Romain Grosjean og Renaults Daniel Ricciardo får her en snak ved et gammelt pressemøde. Det gjorde også søndag efter Silverstone-grandprixet. Ricardo Moraes / Ritzau Scanpix

To gange under søndagens grandprix gjorde Romain Grosjean sig upopulær. Derfor bliver han et tema på næste kørermøde.

Haas-køreren Romain Grosjean fik hverken point eller venner med fra søndagens Formel 1-grandprix på Silverstone.

Til gengæld fik han det, der i bedste fald kan kaldes for en venskabelig samtale med Daniel Ricciardo efter løbet. Australieren var utlfreds med Haas-kørerens farlige kørsel.

- Jeg tror, Romain har været i Formel 1 længe nok, så jeg ville ikke belære ham, for han burde vide, hvad han laver, siger Renault-stjernen til gpfans.

To gange søndag gjorde franskmanden sig bemærket med farlig kørsel. Episoder han efter løbet blev tildelt en advarsel for fra løbsdommerne.

Først mod McLarens Carlos Sainz og senere mod Renaults Daniel Ricciardo. Begge gange i forbindelse med, at han bremsede sent, da han var ved at blive overhalet, og derfor kørte direkte ind foran konkurrenterne.

- Jeg sagde bare: "Hør her. Det er ikke kun mig, der er i fare med det sene udfald. Måske ødelægger jeg min frontvinge, men mest sandsynligt får du en punktering."

Ricciardo fortæller videre, at han har tænkt sig at tage det op på kørernes møde i denne uge, og at han er sikker på, at "alle er enige" i hans betragtninger.

Saintz kalder det for 'uacceptabelt'

Carlos Sainz, som det også gik ud over, er i hvert fald. Det gav han udtryk for efter søndagens grandprix.

- Jeg synes, det er uacceptabelt. Du kan tydeligt se, hvordan han ventede på, at jeg kom tæt på, så han kunne give mig et chok. Vi kørte med 300 kilometer i timen, så vi er nødt til at respektere hinanden mere, da vi har set et par store uheld, siger Sainz til Sky Sports.

Romain Grosjean lader ikke til at være helt enig i de to køreres udlægning.

Den rutinerede franskmand mener bare, at han gjorde, hvad der skulle til.

- Jeg er ked af, hvis jeg gjorde noget forkert, men jeg er også nødt til at forsvare mig selv. Jeg efterlader altid plads til den anden bil, og begge kom sidenhen forbi, siger Romain Grosjean.

Der er mulighed for flere dueller på selvsamme bane i den kommende weekend, hvor kørerne igen skal i aktion på Silverstone.