Formel 1

Strafsystem fungerer ikke, siger Haas-boss efter påkørsel af Magnussen

I forbindelse med ulykken tabte Magnussens Haas-racer det ene forhjul. Ben Stansall / Pool / Ritzau Scanpix

Günther Steiner sammenligner forskellige straffe og undrer sig over hårdheden af dem.

Kevin Magnussen nåede ikke at køre mange kilometer på Silverstone i søndagens Formel 1-grandprix, da han i banens sidste sving blev påkørt af Alexander Albon og ramte direkte ind i banden.

Den danske Haas-kører måtte udgå, mens Albon fik skylden for uheldet og en straf på fem sekunder.

Straffen står dog ikke mål med forseelsen, mener Haas' teamchef, Günther Steiner.

- Strafsystemet fungerer ikke, siger han ifølge Autosport.

Han henviser til den straf på ti sekunder, som Haas' kørere blev ramt af efter det forrige grandprix i Ungarn.

Ingen blev ramt af Haas-forseelse

Her kørte begge racere i pit efter formationsomgangen før selve grandprixet. Dermed startede de begge fra pitten, men fordi de under formationsomgangen modtog vejledning fra holdets garage, blev de efterfølgende straffet.

Det kostede Magnussen en placering, så han sluttede på tiendepladsen.

- Reglen er fra 2017, og jeg mener, vi skal kigge nærmere på den. Straffen passer ikke hele tiden til forbrydelsen.

- Det var åbenlyst Albons fejl, for han blev straffet, men det er fem sekunder, og vi var ude. I Ungarn skadede vi ikke nogen, og vi fik ikke rigtig nogen fordel, fordi vi startede fra pitten.

Steiner har nu bedt den internationale motorsportsunion (FIA) redegøre for straffene og se nærmere på reglerne - også fordi FIA ifølge teamchefen ikke varskoede Haas om en mulig forseelse under løbet, men ventede til det var slut.

Haas' franske kører Romain Grosjean er også kommet i centrum efter det britiske grandprix på Silverstone.

To gange kørte han på grænsen af det forsvarlige, og det har fået Daniel Ricciardo til tage det op på kørernes møde i denne uge, fordi han er sikker på, at "alle er enige" i hans betragtninger.