Formel 1

Nu vil vidunder-vikaren bryde historisk forbandelse

Nico Hülkenberg debuterede i 2010 i Bahrains grandprix. Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Nico Hülkenberg starter nummer tre til søndagens grandprix på Silverstone. Og kan han holde den placering, kommer vikaren af med en uheldig statistik.

177 grandprix-starter. Ingen podieplaceringer.

Sådan lyder den vilde statistik for tyske Nico Hülkenberg, der har været en del af Formel 1 de sidste ti år.

Faktisk er der ingen anden Formel 1-kører i historien, der har stillet til start i så mange løb uden af havne på podiet.

Det er som om, der ligger en forbandelse over 'den bedste Formel 1-kører, der aldrig er sluttet på podiet', når det kommer til Formel 1 - men også kun her.

Formel 1-karriere

  • Williams (2010)
  • Force India - Testkører (2011)
  • Force India (2012)
  • Sauber (2013)
  • Force India (2014-2016)
  • Renault (2017-2019)
  • Racing Point - Vikar (2020)

For i 2015 var første og indtil videre eneste gang, han stillede til start i Le Mans - det hårdeste racerløb - og her sluttede han allerøverst på podiet.

Søndag har han dog mulighed for at bryde podieforbandelsen. Forudsætningerne er i hvert fald på plads, efter han kørte den lyserøde Racing Point-racer ind på kvalifikationens tredjeplads lørdag - kun overgået af de to Mercedes-kørere, som ingen ser ud til at kunne røre for tiden.

Selvfølgelig håber jeg, at den her præstation sikrer ham et sæde til næste år

Max Verstappen

- De sidste syv-otte dage har været sindssyge. Den her weekend følte jeg mig meget bedre forberedt. I Q3 var det fuld smadder med alt jeg havde. For at være ærlig er jeg en smule overrasket over at stå her, men det er selvfølgelig med et stort smil, siger Niko Hülkenberg til Formel 1.

- Må prøve at gøre alting rigtigt

Egentlig mistede han sit sæde i Formel 1 efter sidste sæson, da Renault valgte Esteban Ocon frem for tyskeren. Men for en stund er Hülkenberg altså tilbage i de hurtigste racere, fordi Sergio Perez er testet positiv for coronavirus.

Og hvilken vidunder-vikar Racing Point har fundet sig.

Om han endelig kan få lov til at hoppe op på podiet, når det ternede flag svinger over Silverstone søndag, må tiden vise, men han er i hvert fald klar.

- Det er meget vanskelige og udfordrende omstændigheder, men jeg ved, at jeg har en hurtig bil under mig, så det er bare at sørge for at prøve og gøre alting rigtigt, siger tyskeren.

Der var stor respekt for Hülkensberg præstation efter kvalifikationen. Her er det Max Verstappen (midt) og Daniel Ricciardo (th.), der lykønsker ham.

- Burde være på gridden fast

Stod det til konkurrent og Red Bull-køreren Max Verstappen, skulle Hülkenberg aldrig have forladt Formel 1 - slet ikke med lørdagens præstation in mente.

- Jeg er glad på hans vegne. Han burde allerede være på gridden, og selvfølgelig håber jeg, at den her præstation sikrer ham et sæde til næste år, siger Verstappen til Planet f1.

Det er den tidligere Formel 1-verdensmester Nico Rosberg enig med hollænderen i. På twitter skriver han:

- Hvilken episk comeback-kvalifikation af Hulkenberg. P3! WOW. Han har endnu engang bevist, hvor meget han hører til i F1.

Drømmer om fast sæde igen

Hvis han bliver ved med at gribe chancerne, kan han måske allerede fra næste sæson have et fast sæde i motorsportens kongeklasse.

Hverken Alfa Romeo, AlphaTauri, Racing Point, Haas eller Red Bull har endnu fuldendt deres kørersammensætning for næste sæson.

Og torsdag fortalte tyskeren, at han er i dialog med blandt andet flere teamchefer, selvom der ingen konkrete tilbud er på bordet.

Står det til ham selv, er han heller ikke færdig med at køre Formel 1.

- Siden jeg opdagede Formel 1, da jeg var syv år. har det altid været min drøm. Jeg så op til den og håbede at havne her. Det er toppen af motorsport - de bedste hold, de bedste ingeniører, de bedre kørere i verden kommer for at konkurrere her. Og det er en fantastisk sport, miljø og virkelig sjovt at være en del af, sagde han til Formel 1 torsdag.

Men først og fremmest skal Hülkenberg koncentrere sig om at hente sin første podieplads i søndagens løb på Silverstone, hvor han starter fremme som nummer tre - tre pladser foran den anden Racing Point-kører Lance Stroll.