Formel 1

Haas klar til at underskrive ny Formel 1-aftale

Günther Steiner er fortrøstningsfuld forud for sæsonopstarten. Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Onsdag har Formel 1-holdene sidste frist for at underskrive den såkaldte Concorde Agreement, der gælder de næste fem sæsoner.

Alt tyder på, at Haas i sidste øjeblik tilslutter sig den Formel 1-aftale, der gælder allerede fra årsskiftet.

Det fortæller teamchef Günther Steiner til Racer.com.

- Jeg skal lige snakke det igennem igen med ledelsen og ejeren, hvilket er helt normalt. Vi skal være sikre på, at alt er forstået rigtigt, og alt er accepteret. Men der er ikke noget, der tyder på, at vi ikke skriver under, siger Günther Steiner til Racer.com.

Den såkaldte Concorde Agreement binder holdene, Formel 1 og den internationale motorsportsunion FIA fra 2021 til 2025. Detaljerne i aftalen er ikke meldt offentligt ud, men rammen er en ændret fordeling af sportens enorme indtægter.

Haas har flere gange påtalt den øjeblikkelige forskel på holdene i Formel 1. Mercedes har gennem flere sæsoner været suveræne, og kun sporadisk har Ferrari og Red Bull formået at drille den tyske mastodont.

Fortsætter samarbejdet med Ferrari

For et mindre hold som Haas er det de facto umuligt at køre sig til en podieplacering, også bare i et enkelt løb, og hvorfor så være med? Det spørgsmål har amerikanerne ofte stillet, men med vedtagelsen af kommende budgetlofter og flere standardiserede dele på bilerne er der altså begrundet håb om, at konkurrencen bliver mere lige.

Haas’ forventer desuden at fortætte samarbejdet med Ferrari som motorleverandør, når de kører videre på den nye Concorde Agreement efter nytår.

- På nuværende tidspunkt er det næsten umuligt for os at skifte til en ny leverandør med de ressourcer, vi har. Så det går hånd i hånd. Hvis vi underskriver kontrakten, forlænger vi samarbejdet med Ferrari, fastslår Günther Steiner.

I den nuværende Formel 1-sæson er kørerne nået til Spanien, hvor det næste grandprix køres søndag den 16. august.