Formel 1

Kevin Magnussen efter stor fejl: - Jeg gik efter perfekt omgang

Kevin Magnussen oversatsede på Monza-banen og sluttede kvalifikationen på 15. pladsen Matteo Bazzi / Pool / Ritzau Scanpix

For anden kvalifikation i træk oversatsede Kevin Magnussen. Det kostede endnu en tur i gruset for den danske racerkører.

På Formel 1-kalenderens hurtigste bane er det marginalerne uhyre vigtige.

Det var også tilfældet for Kevin Magnussen, der på Monza-banen i Italien jagtede millisekunder, hvilket kostede en kørefejl.

- Jeg får låst baghjulene lidt og mister bagenden lige på vej ind i svinget, og så ryger jeg ud i gruset, sagde Kevin Magnussen efter kvalifikationen til TV 3+.

Den danske Formel 1-kører slog sin teamkollega Romain Grosjean og kom som den eneste Haas-kører videre til anden del i kvalifikationen, den såkaldte Q2.

Her kæmpede Kevin Magnussen blandt andre mod to andre kørere med Ferrari-motorer, den tidligere verdensmester Kimi Raikkonen og Ferrari-talentet Charles Leclerc.

Der blev kæmpet hårdt, og Magnussen fik altså presset sin Haas-racer for hårdt.

- Jeg var lige på nippet til at kunne komme foran Raikkonen, så jeg skulle have en perfekt omgang, og det prøvede jeg, forklarede Magnussen.

Med 15. pladsen i kvalifikationen tangerede Kevin Magnussen sin bedste kvalifikation i år.

Magnussens teamkollega sluttede på 16. pladsen.

Italiens grandprix bliver kørt søndag kl. 15.10 og kan følges i en liveblog her på siden.