Formel 1

Magnussen tangerer sin bedste kvalifikation i år trods stor fejl

Kevin Magnussen kørte hurtigere end holdkammeraten, Romain Grosjean, ved lørdagens kvalifikation. (Arkiv) Pool / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen starter som nummer 15 i søndagens grandprix på Monza, hvor Mercedes snuppede banerekorden.

Racerkøreren Kevin Magnussen oplevede både succes og fiasko i lørdagens Formel 1-kvalifikation på Monza i Italien, hvor Mercedes igen viste muskler.

Danskeren leverede varen i Q1, hvor han presse sig ind blandt de 15 første, som fik en billet til Q2.

Her sluttede festen dog også, og han måtte nøjes med en startplacering som nummer 15.

Som så ofte før i sæsonen var Mercedes alle andre overlegne. Lewis Hamilton snuppede pole position og ny banerekord, mens Valtteri Bottas fulgte lige efter.

De to kørere kom begge som de første nogensinde under 1 minut og 19 sekunder på højhastighedsbanen i Italien. Hamilton var bare en my hurtigere og snuppede altså startpladsen i front.

Carlos Sainz kørte sin McLaren ind som nummer tre og starter lige bag de to Mercedes-biler søndag.

Kevin Magnussen var i Q2 ikke i nærheden af at blive blandt de ti biler, som skulle køre om pole position.

På sidste omgang lavede Kevin Magnussen en stor kørefejl i anden sektor, da han i et sving mistede kontrollen over raceren og kørte ud i rabatten.

Han nøjedes dog med at hive lidt grus op i undervognen.

I Q1 fik Magnussen annulleret sin første tid, da han havde været ude over den tilladte grænse i et sving, men det slog ham ikke ud.

Han pressede mere fart ud af Haas-raceren og kørte sig videre til Q2.

Kvalifikationen var igen en kæmpe skuffelse for Ferrari, der måtte se Sebastian Vettel ryge ud som en af de fem første biler med en startplacering som nummer 17.

Det er én plads dårligere end Magnussens teamkammerat, Romain Grosjean, der heller ikke nåede videre fra Q1.

Vettels teamkammerat Charles Leclerc klemte sig videre til Q2, men det blev så endestationen for ham. Han starter som nummer 13 i en stor skuffelsen på Ferraris hjemmebane i Italien.