Formel 1

Magnussen efter ærgerligt exit: - Det så overraskende godt ud

En defekt gearkasse sendte Kevin Magnussen ud af det italienske grandprix.  Miguel Medina / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen ville gerne have været en del af det kaotiske grandprix på Monza-banen, men en defekt gearkasse sendte ham ud af løbet.

Kevin Magnussen har et ry som en af de bedste kørere på første omgang af et Formel 1-løb.

Men i det italienske grandprix gik det allerede ned ad bakke i sving 1, hvor den danske racerkører kom i karambolage.

- Jeg ender i en sandwich i sving 1 og 2, hvor jeg kommer mellem to biler og ikke kan komme nogen vegne, og jeg får ’klippet’ min frontvinge. Det var rigtig uheldigt, fortalte Kevin Magnussen efter løbet til TV 3+.

Sammenstødet betød, at Magnussen måtte køre i pit for at få skiftet sin ødelagte frontvinge, og da han kom tilbage på banen lå han godt nok sidst, men med god fart i bilen.

Desværre for Haas og Magnussen så gik gearkassen i stykker, og danskerens løb var forbi på omgang nummer 17.

- Det var ærgerligt at komme i pit og så køre de tider, som vi gjorde. Det så overraskende godt ud. Og når man så, hvordan løbet udfoldede sig, så ville man gerne have været til stede på banen, sagde Kevin Magnussen.

Det italienske grandprix udviklede sig nemlig ganske dramatisk, da Ferrari-køreren Charles Leclerc kørte galt, og løbet blev stoppet.

Dermed blev der rodet rundt i hele feltet, hvor nogle var heldige med deres pitstrategi.

Men det blev Kevin Magnussen altså ikke en del af, og han må nu vente til næste Formel 1 grandprix, der bliver kørt om en uge på Mugello-banen i Toscana.