Formel 1

20.000 fans kan blive lukket ind til Grand Prix

Sidste gang Nurgburgring-banen lagde asfalt til et Formel 1-Grand Prix var i 2013. Kai Pfaffenbach / Scanpix Denmark

Når der afholdes Eifel Grand Prix i Formel 1 i Tyskland, bliver det med fans på tribunerne. Men kun hvis der er styr på coronasituationen.

Når Nürburgring-banen syd for Köln er vært for Eifel Grand Prixet i Formel 1 11. oktober, kan det potentielt blive med 20.000 tilskuere på lægterne.

Det sker dog kun, hvis det lykkes de tyske myndigheder at holde smittetallet for den nye coronavirus nede.

- Hvis infektionstallene ikke løber løbsk, og infrastrukturen på stadion muliggør social afstand, så passer 20.000 fans med, at der kan lukkes op til 20 procent af den samlede stadionkapacitet ind til større sportsbegivenheder, siger Rådet for Ahrweiler-distriktet ifølge BBC.

Normalt er der således plads til mere end 100.000 tilskuere omkring Nurburgring-banen.

Rent praktisk har man derfor inddelt tribunerne i afgrænsede områder, og siddepladserne er placeret med den nødvendige afstand til hinanden.

Al billetsalg er kontaktløs, og det er obligatorisk at bære mundbind rundt på hele området, mens løbet afvikles.

Det er første gang, at Nurburgring-banen lægger asfalt til et Formel 1-Grand Prix siden 2013.

Verdensmesterskabet føres af Mercedes' Lewis Hamilton.