Formel 1

Kevin Magnussen er "åben for alt" - erkender usikker Haas-fremtid

Kevin Magnussen har kørt for Haas siden 2017. Mark Sutton / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussens fremtid var et tema på torsdagens pressemøde forud for weekendens grandprix.

Siden 2017 har Kevin Magnussen kørt Formel 1 for Haas-mandskabet, men til næste år kan hans tid på holdet være forbi.

Danskerens kontrakt med det amerikanske hold udløber nemlig, og holdet har endnu ikke meldt noget ud om danskerens fremtid. Forud for weekendens grandprix i Sotji var den 27-årige danskers Formel 1-fremtid derfor et tema.

- Lige nu er det usikkert, og man ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage (at få fremtiden på plads, red.). Men man skal forsøge at fokusere fortsætte med sit arbejde, selvom fremtiden er lidt usikker, siger Kevin Magnussen ifølge Motorsportweek på pressemødet før Formel 1-weekenden i Rusland.

Her talte en ærlig Magnussen om sine muligheder, tanker og overvejelser angående sin fremtid.

- Det er altid bedre at vide, hvad der kommer til at ske og være i stand til at fokusere på det.

- Selvfølgelig ser jeg på alt lige nu. Jeg er åben for alt.

Klar til andet end Formel 1

Selvom Formel 1-sæsonen ikke er forbi endnu, bliver der færre og færre ledige sæder, og det bemærker danskeren også.

Derfor håber han da også at fortsætte, hvor han er lige nu. Men er samtidig klar til at tage konsekvensen og udfordringen, hvis det ikke sker.

- Jeg har haft en fantastisk tid de seneste år og vil ikke have noget imod at fortsætte. Men jeg er også en passioneret kører og vil gerne udforske andre ting i fremtiden.

Kevin Magnussen har tidligere leget med tanken om at køre 24-timersløbet Le Mans med sin far. Om det er den vej, han har tænkt sig at gå, røber han ikke.

- Jeg har altid villet prøve andet end Formel 1. Og den tid kommer på et tidspunkt. Jeg ved ikke, om det bliver til næste år eller længere ude i fremtiden.

Kevin Magnussen og Haas har haft en svær sæson. Danskeren har hentet et enkelt VM-point og er udgået af fem ud af ni grandprixer.

Heller ikke hans Haas-kollega, Romain Grosjean, har fået forlænget sin kontrakt.