Formel 1

Magnussen overrasket over optur - men så fandt konkurrenterne farten

Kevin Magnussen starter grandprixet på Nürburgring som nummer 15, mens Grosjean starter som nummer 16. Ritzau Scanpix

Den danske Formel 1-kører nåede at øjne et stort resultat i kvalifikationen, hvor han for blot tredje gang i år lykkedes med at gå videre til Q2.

Når Formel 1-feltet søndag eftermiddag trykker speederen i bund og indleder Eifel grandprixet på Nürburgring i Tyskland, så bliver det med Kevin Magnussen fra en startposition som nummer 15.

Det var tredje gang i sæsonen, at Kevin Magnussen lykkedes med at kvalificere sig til anden kvalifikationsrunde, Q2, hvor han dog sluttede sidst og altså indleder løbet som nummer 15. Holdkammerat Romain Grosjean starter som nummer 16.

Jeg følte ikke, at banen blev så meget hurtigere, så jeg ved ikke, hvordan de fandt det ekstra fart

Kevin Magnussen om konkurrenternes fart

Undervejs i den tyske kvalifikation nåede Kevin Magnussen dog at drømme om mere, da han satte en flot tid i første kvalifikationsrunde. I sidste ende er han dog godt tilfreds med resultatet.

- En placering som nummer 15 var nok det bedste, vi kunne få. Det så ud, som om vi kunne levere noget i Q1. Vi lå omkring 12.-pladsen og var tæt på top 10, så det var jeg overrasket over, siger Kevin Magnussen til Formel 1's officielle hjemmeside og følger op:

- I Q2 fandt de andre kørere meget fart. Jeg følte ikke, at banen blev så meget hurtigere, så jeg ved ikke, hvordan de fandt det ekstra fart. Vi har ikke været særlig meget på banen (på grund af aflyste træninger, red.), så jeg fandt måske bare farten hurtigere og nåede mit niveau, som de så overgik til sidst i Q2.

Imens flere af de nærmeste konkurrenter forbedrede sig med et halvt sekund fra Q1 til Q2, så måtte Magnussen konstatere, han kun kunne køre en tiendedel hurtigere.

- Det er vores niveau, og 15.-pladsen er okay for os. Vi må forsøge at køre et godt løb i morgen, slår danskeren fast.

I flere af sæsonens løb har Kevin Magnussen markeret sig med gode starter, og hvis det er tilfældet igen søndag, så bliver det Antonio Giovinazzi, Daniil Kvyat og Pierre Gasly, der umiddelbart skal holde godt øje med danskeren i sidespejlene.

Det tyske Formel 1-grandprix starter klokken 14.10 og kan følges i livebloggen her på sport.tv2.dk.