Formel 1

Magnussen-lejr lukker i, mens medier melder ham færdig

Kevin Magnussen skal køre Formel 1-grandprix i Portugal i denne weekend. Josep Lago / Ritzau Scanpix

Haas' teamchef, Günther Steiner, håber, at Magnussen og Grosjean leder efter andre muligheder. Han melder dog ikke ud, om de er fortid på Haas.

Hvad skal der ske med Kevin Magnussen og Romain Grosjean i 2021?

Det er et af de varmeste emner i Formel 1 i øjeblikket, og ifølge Ekstra Bladet har deres Haas-mandskab truffet sin beslutning. Tirsdag erfarer de, at begge kørere er færdige, når denne sæson er slut.

Mandag skrev BT’s Formel 1-korrespondent Peter Nygaard, at Magnussens tid på Haas med 99,9 procent er slut.

Der er dog ikke meget at hente hos Kevin Magnussen, som skal køre Formel 1-grandprix i den kommende weekend i Portugal.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Haas-danskerens manager, Jesper Carlsen, som ikke har nogen kommentar til spørgsmålet om Magnussens fremtid.

Kevin Magnussen og Haas svarer ikke på TV 2 SPORTs henvendelser.

Haas-teamchef har ikke besluttet sig

Haas’ teamchef, Günther Steiner, udtalte sig dog tirsdag til GP Fans, og her var han ikke klar til at dømme sine to kørere ude.

- Jeg fortæller dem (kørerne, red.) hurtigst muligt, hvad vi gør.

- Det fortjener de, om de bliver eller ej, og hvad end der sker. De bliver de første til at få det at vide, så snart vi har truffet en beslutning, siger Günther Steiner tirsdag eftermiddag.

Han tilføjer, at han ligefrem håber, at deres managere er i gang med at lede efter andre muligheder og tale med andre hold.

Steiner er nemlig i gang med samme disciplin på kørersiden. Det faktum skal man dog ifølge italieneren ikke lægge for meget i.

- Det betyder ikke, at man binder sig til noget, når man snakker med andre om deres tilgængelighed, siger han.

Kevin Magnussen har kørt for Haas siden 2017.

Økonomisk spørgsmål

Ifølge TV 2 SPORTs motorsportsekspert kan det være pengene, der i sidste ende kommer til at afgøre Magnussens Formel 1-fremtid.

Han er nemlig ikke en af de mest velhavende Formel 1-kørere, som kan smide mange millioner ind i holdet.

- Der står masser af kørere klar i kulissen med en spandfuld penge, som de gerne vil ofre på at få lov til at køre Formel 1, og som Haas derfor ikke skal betale dyre domme for, siger Jens Winther.

Internationale såvel som danske medier nævner flere navne, der kan overtage Haas-sæderne. Her bliver russiske Nikita Mazepin fremhævet som den mest sandsynlige. Rygterne går på, at han skulle være klar til at lægge over 200 millioner kroner for et Formel 1-sæde.