Formel 1

Magnussen bekræfter Haas-exit

Kevin Magnussen stopper som Haas-kører efter denne sæson.  Joe Klamar / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen og teamkammeraten Romain Grosjean forlader Haas efter denne sæson.

Både Kevin Magnussen og Romain Grosjean er snart fortid hos Haas, der skal på jagt efter to nye kørere til den kommende sæson.

Efter flere dages skriverier om det kommende exit bekræfter Kevin Magnussen på Instagram, at han er færdig på det amerikanske hold efter denne sæson:

Formel 1-sæsonen 2020 bliver min sidste sæson med Haas F1 Team.

Jeg har haft en god tid på holdet de seneste fire år, og jeg ser tilbage på en rigtig god rejse.

At være en del af et helt nyt team har været en udfordring, jeg har nydt til fulde, og det har givet mig en masse erfaring, der har hjulpet mig med at udvikle mig som racerkører.

Jeg vil gerne takke Gene, Günther og alle andre på teamet for deres loyalitet og deres tro på mig de seneste fire år.

Jeg arbejder stadig på mine planer for fremtiden, som jeg vil annoncere, når tiden er til det.

Der er stadig seks løb tilbage i sæsonen, og jeg er opsat på at give alt, hvad jeg har, for at slutte godt af. Tak for jeres støtte.

Kevin Magnussen og Romain Grosjean forlader Haas efter denne sæson.

Kevin Magnussen er med afstand den dansker, der har kørt flest løb i Formel 1. Han debuterede i motorsportens fineste klasse i 2014, hvor han kørte for McLaren. Magnussen kørte sig til karrierens bedste resultat, da han blev nummer to i Australien - sæsonens første løb.

Samlet var 2018 Magnussens bedste sæson, da han blev nummer ni i VM-stillingen. I alt fik han 56 point. Han scorede point i 11 ud af 21 grandprixer.

Grosjean: Sidste kapitel er lukket

Kort inden Magnussens opdatering skrev teamkammeraten Romain Grosjean på Facebook, at han var fortid på holdet. Grosjeans opslag forsvandt derefter, men TV 2 SPORT nåede at kopiere teksten. Senere har Grosjean udgivet teksten igen.

Screenshot af Romain Grosjeans opdatering, der senere blev slettet igen.

Det sidste kapitel er lukket, og bogen er skrevet.

Jeg har været hos Haas F1 Team siden dag et. I fem år har vi været gennem opture og nedture, scoret 110 point i 92 løb, og det var rejsen værd.

Jeg har lært en masse, forbedret mig som racerkører og som menneske. Jeg håber, jeg også har hjulpet folk i teamet til at forbedre sig.

Det er nok det, jeg er mest stolt af. Mere end de første crazy løb i 2016 og fjerdepladsen i Østrig i 2018.

Jeg ønsker holdet alt det bedste i fremtiden.

Romain

Haas bekræfter

Efter de to køreres beskeder har Haas bekræftet, at de forlader holdet efter denne sæson.

Holdet har ikke meldt ud, hvem der skal erstatte Magnussen og Grosjean.