Formel 1

Lundgaard lander millionaftale

Christian Lundgaard drømmer om at køre Formel 1. TV 2 SPORT

Christian Lundgaards vej mod Formel 1 er blevet en smule lettere med en dansk storsponsor i ryggen.

Med et syvcifret beløb i ryggen skal Christian Lundgaards racerkarriere gerne tage endnu mere fart.

Det fortæller Formel 2-køreren efter offentliggørelsen af en millionaftale med Mascot.

- Støtten fra dem vil hjælpe mig i fremtiden, og det er jeg utrolig glad for. Det gør, at der er nogle flere ting, der er muligt, siger Christian Lundgaard til TV 2 SPORT.

Lundgaard har i lang tid meldt ud, at hans drøm er at komme til at køre Formel 1. I øjeblikket er han i gang med sin første sæson på niveauet lige under – Formel 2.

Her ligger Renaults danske akademikører nummer fire inden de sidste to løbsweekender i Bahrain.

- Jeg har været en del af Renault i fire år, og de har hjulpet mig med økonomien bagved og med at udvikle mig som kører. Hele processen som akademikører er at bringe én frem til Formel 1, så jeg kan ikke stå et bedre sted.

- Mascot hjælper mig med at komme videre og med at have muligheden for at tage det skridt på et tidspunkt.

Det er ingen hemmelighed, at personlige sponsorater kan være udslagsgivende, når Formel 1-sæderne skal besættes. Her er der tale om beløb på over 50 millioner kroner - væsentligt mere end aftalen mellem Lundgaard og Mascot, og derfor er det stadig Lundgaards plan at køre sig i Formel 1 frem for at købe sig plads i motorsportens fineste klasse.

I den forbindelse kan den nye sponsoraftale hjælpe med at fremme danskerens udvikling via eksempelvis testmuligheder.