Formel 1

Dækproducent forklarer vanvittig træning - fik vigtig besked for sent

Asfalten var spejlglat på Formel 1-banen i Istanbul, selvom det ikke regnede. Clive Mason / Ritzau Scanpix

Asfalten på Formel 1-banen i Istanbul har fået en ordentlig overhaling forud for det tyrkiske grandprix.

Flere kørere har beskrevet fredagens første Formel 1-træning som at køre på is.

Racerne snurrede rundt og rundt, og årsagen er, at de tyrkiske arrangører for nylig besluttede at renovere banens overflade.

Problemet er bare, at dækleverandøren Pirelli fik det at vide for sent.

- Jeg mener, jeg fik besked om planerne om ny asfalt for fire uger siden - lige inden de begyndte arbejdet, siger Pirellis Formel 1-chef, Mario Isola, ifølge Motorsport.com.

- Fire uger var ikke nok til, at vi kunne ændre fordelingen (af dæk, red.), for dækkene var faktisk allerede produceret og på vej til Tyrkiet.

Isola fortæller, at der burde være sendt blødere dæktyper til grandprixet i Tyrkiet.

Det er første gang siden 2011, at Istanbul er vært for Formel 1-cirkusset. Banen kom med på grund af coronapandemien, der satte en stopper for en lang række løb.

Fredagens træninger har fået mange kritiske kommentarer med på vejen. Blandt dem Lewis Hamilton, der kaldte det "skræmmende" at køre på banen.

- Banen er så fantastisk, og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor de har brugt millioner på at ændre underlaget, siger han ifølge Sky Sports.

Danske Kevin Magnussen spår, at det bliver kaotisk, når der skal overhales i søndagens grandprix.

Men Pirelli-chefen mener ikke, det er et problem.

- I min optik er der ikke noget drama, for det er en ekstra udfordring for kørerne. Og det bliver mere uberegneligt for ingeniørerne, så når man har sådan en situation, får du mange gange bedre ræs, siger Isola.

Lørdag er der kvalifikation, mens grandprixet køres søndag.