Formel 1

Formel 1-sensation chokeret - brød seks års dominans

Lance Stroll tiljubles af holdkammeraterne fra Racing Point. Clive Mason / Ritzau Scanpix

Canadiske Lance Stroll kørte sig lørdag i pole position for første gang i karrieren.

Mercedes, Ferrari og Red Bull. Og så alle de andre.

De tre storhold har siddet tungt på Formel 1-sporten en lang årrække. Indimellem - sjældent - er det blevet til grandprixsejr til nogle af de andre teams, men i mere end seks år har storholdene været nummer et efter kvalifikationen. I pole position.

Den statistik blev brudt lørdag på den regnvåde bane i Tyrkiet, der langt hen ad vejen var rent kaos.

"Jeg er chokeret"

Kaosset passede bedst til canadiske Lance Stroll fra Racing Point. Han kørte sig sensationelt i pole position foran Max Verstappen fra Red Bull og holdkammeraten Sergio Perez.

- Jeg kan ikke sætte ord på det lige nu, jeg er chokeret, lød den umiddelbare reaktion fra Lance Stroll ifølge Crash.net.

Williams' Felipe Massa var den seneste til at bryde magtmonopolet. Det skete tilbage i 2014 i kvalifikationen til det østrigske grandprix.

Succes efter en svær sæson

Stroll er lidt af en solstrålehistorie, for han har sandt for dyden ikke haft meget held i sprøjten i denne sæson.

I det italienske grandprix den 13. september blev han højst overraskende nummer tre, men det blev fulgt op af fem grandprixer, hvor han udgik i de fire. I det femte blev han nummer 13.

- Det er så fantastisk en måde at komme tilbage på efter nogle hårde uger. Siden Mugello (Formel 1-bane, red.) har det været rigtig hårdt for mig, siger Stroll.

Stjerner i store problemer

Første kvalifikationsrunde blev afbrudt to gange på grund af uheld.

Flere kørere havde så store problemer med de våde veje - og på den nyanlagte asfalt - at der var mange flere sekunder mellem kørerne end normalt.

Det bedste billede på problemerne var den forsvarende verdensmester og suveræne etter i VM-stillingen, Lewis Hamilton, der blot blev nummer seks i kvalifikationen.

- Banen føles forfærdelig. Det er som at køre på is. På en eller anden måde kan nogle kørere få dækkene til at fungere bedre end os, men i sidste ende mener jeg, at alle havde problemer, siger han ifølge ESPN.

- Banens vejgreb er det værste, jeg nogensinde har oplevet.

Lewis Hamilton kan søndag sikre sig sit syvende verdensmesterskab. Det kræver blot, at han slutter foran holdkammeraten Valtteri Bottas, der blev nummer ni i kvalifikationen. Hamilton kan endda tåle at sætte otte point til i forhold til holdkammeraten og stadig blive verdensmester.

Danske Kevin Magnussen blev nummer 16 i kvalifikationen, men starter i 14.-position efter straffe til andre kørere.