Formel 1

- Jeg er sur, siger Magnussen efter kæmpe Haas-fejl

Kevin Magnussen forlader Haas efter denne sæson. Albert Gea / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen lå længe godt til, men en stor brøler under et pitstop betød, at danskeren dalede ned gennem placeringerne i det tyrkiske grandprix.

Endnu en fejl kostede potentielt Kevin Magnussen en top-10 placering i et Formel 1-grandprix.

Danskeren lå lunt i svinget til en topplacering i Tyrkiet. I stedet endte han med at slutte på en 17. plads, da hans team kiksede i pitten.

- Jeg er sur. Hjulet kommer ikke ordentligt på.

- Jeg ved ikke lige, hvad der sker, for jeg har ikke set situationen igennem. Men vi smed point. Igen. Nu må vi bare videre, sagde en skuffet Magnussen til TV3 SPORT efter løbet.

Han blev sendt i pit, da han befandt sig på en 11. plads. Her blev Magnussen sendt for tidligt afsted af Haas-teamet.

Lampen skiftede til grønt lys, men kort efter skiftede den tilbage til rød.

Haas-køreren måtte derfor retur i pitten, efter folk kom løbende og trillede ham baglæns tilbage i holdets garage.

Da han endelig befandt sig på asfalten igen, var han bagerst i stillingen.

- Magnussens løb blev spoleret. Sådan et pitstop burde sidde i skabet, men der sker jo fejl engang imellem. Problemet er bare, det sker langt oftere for Haas end for de andre teams. Det var ærgerligt for Magnussen, der havde en reel chance for point, siger TV 2 SPORTs motorsportsreporter Jacob Hammerholt.

Teamkollegaen Romain Grosjean udgik af løbet.

De to Haas-kørere er stadig blot noteret for henholdsvis to og et VM-point i sæsonen.

Top-3 i Tyrkiet

  1. Lewis Hamilton (Mercedes)
  2. Sergio Perez (Racing Point)
  3. Sebastian Vettel (Ferrari)
Magnussen i Haas-raceren under grandprixet.

Ikke første gang

Fejlen, der potentielt kostede danskeren en god placering, er ikke et fremmed bekendtskab i Haas-lejren.

I 2018 måtte både Magnussen og hans holdkammerat Romain Grosjean udgå af det australske grandprix.

I danskerens tilfælde var der noget galt med venstre baghjul, som han nåede at køre en halv omgang med, før han måtte vinke farvel til den australske asfalt.

Grosjean havde problemer med forhjulet, der ikke var monteret ordentligt fast på bilen.

Haas blev efterfølgende straffet for unsafe release, som betyder, at det er ulovligt at køre ud af pitten, hvis hjulene ikke er skruet rigtigt på, da det kan være til fare for de andre kørere.

Året efter - under selvsamme løb i Australien - måtte Grosjean udgå for andet år i streg, da hans venstre forhjul var løst.

Noget anderledes endte grandprixet i Tyrkiet for den nu syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton.

Englænderen vandt løbet og bragte sig op på siden af Michael Schumacher med flest VM-titler.