Formel 1

Magnussen tæt på afklaring - lukker døren for sæde i Formel 1

Kevin Magnussen retter blikket mod andre løb som eksempelvis Le Mans. LAT Photo/Haas F1 Team

Den danske racerkører føler sig sikker på at komme ud og køre løb til næste år, og meget tyder på, det bliver i flere forskellige løbsserier.

Kevin Magnussen har ikke kun speederen i bund, når han giver den gas på alverdens Formel 1-baner rundt omkring i verden.

For tiden er der også fart på, når det kommer til at få kontrakter på plads til næste sæson, efter han i sidste måned måtte vinke farvel til sit Formel 1-sæde hos Haas.

Der er reelt set ikke nogen mulighed for, at jeg kan blive i Formel 1

Kevin Magnussen

I et interview med Ekstra Bladet fortæller 28-årige Kevin Magnussen, at samtalerne med potentielle arbejdsgivere bliver "mere og mere seriøse", selvom han ikke har underskrevet noget endnu.

Danskeren føler sig dog ret sikker på, han kommer ud og køre næste år, hvilket både kan blive i enkelte løb og løbsserier.

- Jeg er meget åben i forhold til fremtiden, og der er mange muligheder. Set som racerkører er der mange fede løb, som Formel 1 ikke kører; Le Mans, Daytona, Sebring, Petit Le Mans, Indy 500. Fede løb, som man ikke kommer til at prøve som Formel 1-kører. Alle de ting er sådan noget, som jeg sidder og prøver at kigge på. Der er meget, jeg gerne vil have sat hak ved, når jeg stopper som racerkører en eller anden dag, siger Kevin Magnussen til avisen.

Lukker Formel 1-døren

Samtidig lukker han stort set ned for drømmene om at få en rolle i Formel 1-cirkusset:

- Det ser ikke ud, som om at der er nogen mulighed for, at jeg kan fortsætte som kører uden at skulle komme med en masse sponsorkroner, som jeg ikke kan finde. Så der er reelt set ikke nogen mulighed for, at jeg kan blive i Formel 1, men om der kan være en reserverolle, det ved jeg ikke, tilføjer han.

Modsat muligheder i Formel 1 taler Kevin Magnussen igennem interviewet utrolig varmt om Le Mans, der er en del af WEC-serien (World Endurance Championship, red.).

Spændende Le Mans på vej

I netop WEC-serien sikrede danskerne Nicki Thiim og Marco Sørensen så sent som lørdag aften FIA's officielle verdensmesterskab i deres Aston Martin-racer.

Meget tyder også på, at man i løbsserien og specielt Le Mans vil gøre meget for igen at gøre løbet spændende og få hovedklassen til at blomstre efter et par tynde år. Det sker med indførelsen af de såkaldte hypercars, der skal fungere som den nye topklasse - de hurtigste biler.

Fra 2022 forventes det, at hypercars for alvor kommer i spil, og Peugeot har meldt sin ankomst til Le Mans sammen med navne som Toyota, Alpine, Bykolles og Glickenhaus. Desuden går rygterne på, at Porsche og Ferrari også pønser på at bygge en hypercar, mens Aston Martin efterhånden er et lidt mere usikkert kort i serien, efter de bliver en del af Formel 1 i næste sæson.

Magnussens tid i Formel 1

Kevin Magnussen har været i Formel 1 siden 2014. Hans debutløb for McLaren blev hans bedste resultat i motorserien med en andenplads. Det er også hans eneste podieplads i Formel 1.

Efter et år som reservekører for holdet skiftede han til Renault, hvor han var et enkelt år.

Siden 2017 har han kørt for det amerikanske team Haas. Her blev hans bedste resultater to femtepladser i 2018-sæson. Samme sæson blev også Magnussens personlig bedste i karrieren med 56 point. Det gav ham en samlet niendeplaads i verdensmesterskabet.