Formel 1

Tårerne væltede ud af Hamilton

Lewis Hamilton kunne ikke holde tårerne tilbage efter sejren.  Tolga Bozoglu / Ritzau Scanpix

Lewis Hamilton sendte et stærk budskab efter sin syvende VM-titel, selvom han havde svært ved at finde ordene frem.

Han kunne knap nok få ordene ud af munden, da han passerede målstregen i Tyrkiet.

- Den her går ud til alle børn, der drømmer om det umulige, fik en hulkende Lewis Hamilton dog alligevel formuleret over teamradioen.

Mercedes-stjernen havde netop passeret målstregen i det tyrkiske grandprix og kunne kalde sig verdensmester for syvende gang. Dermed tangerer han Michael Schumachers VM-rekord.

At tårerne ikke kunne holdes tilbage er derfor ikke uforståeligt. Lewis Hamilton vil for evigt være historisk i Formel 1-bøgerne. Og det havde briten svært ved at sætte ord på efter sejren.

- Jeg er tom for ord. Jeg er naturligvis nødt til at starte med at sige tak til alle gutterne her og hjemme på fabrikken for at give mig denne mulighed. Jeg er så stolt af dem, siger Hamilton umiddelbart efter sejren og uddyber over for BBC:

- Det føles så langt ude. Jeg kan huske, at jeg så Michael (Schumacher, red.) vinde disse verdensmesterskaber. At få et eller to eller endda tre er så svært. Syv mesterskaber er utænkeligt. Der er ingen ende på, hvad dette hold og jeg kan opnå. Det er så vigtigt for børn at se dette og ikke lytte til nogen, der siger, at du ikke kan opnå noget. Drøm det umulige. Du bliver nødt til at jagte det og aldrig give op.

Lewis Hamilton reagerede allerede, da han prøvede at stige ud af sin racer.
Hamilton havde stadig svært ved at forstå det, da han fik sin hjelm af.
Selvom han prøvede, kunne Hamilton ikke holde tårerne inde.

Vil vente med at fejre det

Da Hamilton havde samlet følelserne, var han naturligvis klar til at løfte trofæet.

Formel 1-vindere

Her er listen over de ti racerkørere, der har vundet flest Formel 1-mesterskaber i historien.

  • 7 mesterskaber: Michael Schumacher og Lewis Hamilton.
  • 5 mesterskaber: Juan Manuel Fangio.
  • 4 mesterskaber: Alain Prost og Sebastian Vettel.
  • 3 mesterskaber: Jack Brabham, Jackie Stewart, Niki Lauda, Nelson Piquet og Ayrton Senna.

Et trofæ, der er blevet en realitet på baggrund af en stor selvdisciplin under coronapandemien.

- Jeg har ikke været ude, og jeg har ikke løbet nogen risiko i år, fordi jeg havde et verdensmesterskab at kæmpe for. Det har gjort det til et ret svært år.

Derfor står dagens fejring heller ikke på en vild fest.

- Det er ikke det mest interessante, men jeg skal hjem og se løbet igennem. Og måske have en flaske vin. Men jeg vil vente med at skabe minder, til jeg kan være sammen med min familie og venner og fejre titlen med dem.

Beviset på, at Lewis Hamilton tangerer Michael Schumachers VM-rekord.
De øvrige podiemænd, Sergio Peres og Sebastian Vettel, hylder Lewis Hamilton.