Formel 1

Grosjean taler fra sygesengen: Var modstander af tiltag, der reddede hans liv

Haas-køreren Romain Grosjean har sendt en hilsen fra hospitalet, hvor han slår fast, at han er okay efter sit skræmmende uheld i Bahrains grandprix.

Halo'en. Et ord, der kom på alles læber i Formel 1-verdenen for få år siden, mens det søndag formentlig reddede Romain Grosjeans liv.

Det er franskmanden i hvert fald selv overbevist om. Det fortæller han i en videohilsen, der er lagt ud på hans Instagram-profil.

- Jeg var ikke tilhænger af halo'en for nogle år siden, men nu synes jeg, det er den bedste ting, vi har fået indført i Formel 1. Uden den ville jeg ikke være i stand til at snakke til jer i dag, siger Romain Grosjean.

Halo'en var udskældt

Som så mange andre i Formel 1-feltet skreg han nemlig med i koret, da den internationale motorsportsorganisation, FIA, i sommeren 2017 indførte, at man fra starten af 2018-sæsonen skulle køre med en halo på sin racer.

Den såkaldte halo er en slags sikkerhedsbøjle, der er placeret foran kørerne over cockpittet i racerne.

I Grosjeans tilfælde var den søndag med til at beskytte ham, da Haas-raceren kolliderede med barrieren, så hans hoved ikke blev beskadiget.

Grosjean og Magnussens kritik

Indførelsen skete efter en række dødsulykker i andre dele af motorsporten, og selvom Romain Grosjean og Formel 1-kollegaerne selvsagt var for større sikkerhed i racerne, så var halo'en ikke den løsning, de var på udkig efter. Det fortalte Grosjean i 2017:

- Jeg har aldrig brudt mig om den, og det gør jeg stadig ikke. Personligt synes jeg, det er en trist dag for Formel 1, at den er indført. Du kan nok vænne dig til at køre med halo'en, og det er fint, men jeg finder det trist, at man ikke kan se kørerne længere. I sidste ende sidder der en kører i raceren, sagde franskmanden for tre år siden.

Grosjeans teamkammerat hos Haas, danske Kevin Magnussen, kaldte den i sin tid også både grim og irriterende, mens han fandt den mere distraherende end gavnlig. Den holdning er nu også fuldstændig ændret.

- Halo’en reddede hans liv. Uden den havde han ikke haft en jordisk chance. Jeg havde min holdning til den i starten, men jeg er vanvittig glad for, at halo’en blev til noget nu, sagde Magnussen til TV 3+ efter Bahrains grandprix.

"Jeg er nogenlunde okay"

Nu priser alle sig i stedet lykkelig over, at der sidder en levende racerkører på et hospital, der er sluppet fra et voldsomt uheld og et flammehav med brandsår på håndryggen af begge hænder.

- Jeg vil bare lige sige, jeg er okay. Eller, nogenlunde okay. Mange tak for alle beskederne. Forhåbentlig kan jeg snart skrive mere til jer omkring, hvordan det går, lyder det med et smil fra Grosjean, mens han kigger på sine hænder, der er bundet godt ind.

Samtidig benytter han muligheden til at sende en tak til alle de personer, der var med til at redde ham og senere behandle ham, efter han blev fanget i flammehavet.