Formel 1

Grosjeans kone hylder køreren, hvis død var med til at redde hendes mand

Marion Grosjean har skrevet en følelsesladet takketale, hvor hun blandt andet hylder Jules Bianchi, der omkom efter en lignende ulykke i Formel 1.

I et kort øjeblik stod hele Formel 1-verdenen stille, da Romain Grosjean pludselig forsvandt i flammer.

Alle nåede at tænke det værste. For det burde ikke være muligt at overleve den ulykke, som den franske Haas-kører kom ud for i søndagens grandprix i Bahrain.

Mirakuløst slap han med livet i behold. En skæbne, som Grosjeans kone og nok tætteste pårørende, Marion Grosjean, nu har sat ord på i en længere og meget følelsesladet tekst, hvor hun takker alt og alle, der spillede en rolle i hans redningsaktion og efterfølgende behandling.

Men ét tak skiller sig ud. Og det tilfalder en person, som omkom af kvæstelser fra en lignende ulykke tilbage i 2014.

- Tak til Jules Bianchis familie, til hans far Philippe, som jeg konstant tænker på. Tak til Jules selv, står der blandt andet i opslaget, som Marion Grosjean har delt på det sociale medie Instagram.

Dødsfald var medvirkende til skærpet sikkerhed

Jules Bianchi forulykkede på Suzuka-banen i Japan i et uheld, der skete i mørke på en regnvåd bane.

Han mistede kontrollen over sin racer og kørte frontalt ind i et redningskøretøj med høj fart. Herefter lå han i koma i cirka ni måneder, før de alvorlige hovedskader tog livet af ham.

En ulykke, der, ifølge Formel 1's officielle hjemmeside, senere førte til udviklingen af den såkaldte halo, som var den sikkerhedsanordning, der endte med at redde Romain Grosjeans liv søndag.

En mindre bøjle lavet af titanium, der er placeret foran køreren på alle Formel 1-biler, og har været det siden 2018 efter krav fra FIA.

Dog var ulykker i motorsporten langt hyppigere før i tiden, hvorfor man tog et kig på, hvad man kunne gøre for at forbedre kørernes sikkerhed helt generelt. Og dette blev intensiveret efter Bianchis ulykke i 2014.

Takker også Kevin Magnussen

Som Marion Grosjean også selv beskriver, var ulykken så voldsom, at ord har været utilstrækkelige.

Men i løbet af mandagen gik hun altså til tasterne, hvor de mange hyldester blev delt ud ledsaget af et billede af hende og Romain Grosjean.

Det krævede ikke bare ét mirakel, men flere. Jeg omfavner jer alle

Marion Grosjean, kone til Romain Grosjean

Her er de iført identiske t-shirts med ordet Champion (mester, red.) på, fra da han vandt en GP2-serietitel. Den vigtigste rekrutteringsklasse til Formel 1.

- Det er den, jeg sover i nogle gange. Jeg ville have foretrukket ordet 'superhelt' fremfor 'mester', for det er sådan, vi forklarer det uforklarlige til børnene, skriver hun med henvisning til de tre børn, parret har sammen.

Herefter kommer de mange hyldester på stribe.

- Tak til Kevin Magnussen for hans ord. Til teamet på Canal+ for deres følsomhed. Jeg kommer helt sikkert til at glemme nogle mennesker. Undskyld for det.

- Tak til vores børn. Tak til hans mod, hans beslutsomhed, hans styrke, hans kærlighed og hans fysiske træning. Det krævede ikke bare ét mirakel, men flere. Jeg omfavner jer alle, er de afsluttende ord.

Franskmanden reddede sig selv ud af flammerne, men han pådrog sig forbrændinger på ryggen og på hænderne, hvilket gør det umuligt for ham at køre igen allerede om seks dage, hvor sæsonens næste grandprix venter. Det har Haas oplyst i en pressemeddelelse.