Formel 1

Hamilton testet positiv for corona

Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton er testet positiv for covid-19 og misser weekendens Formel 1-grandprix i Bahrain.

Den engelske racerkører Lewis Hamilton er blevet testet positiv for coronavirus. Det bekræfter både Formel 1 samt Mercedes tirsdag morgen.

Hamilton kommer derfor ikke til at stille til start til sæsonens næstsidste Formel 1-grandprix i Bahrain i den kommende weekend. Ydermere er han tvivlsom til sæsonens sidste løb i Abu Dhabi 13. december.

Mercedes-køreren blev dog allerede for to uger siden – 15. november i Tyrkiet – kåret som verdensmester i den indeværende Formel 1-sæson.

Briten vågnede op mandag med milde symptomer, hvorefter han blev testet positiv for coronavirus to gange. Derfor er han nu sendt i isolation.

Men udover de milde symptomer har Lewis Hamilton det efter omstændighederne godt, melder Mercedes.

Først retur ved negativ test

Så sent som søndag eftermiddag vandt Lewis Hamilton det første af de to Formel 1-løb i Bahrain, og briten blev testet negativ for covid-19 i alt tre gange i ugen op til søndagens løb.

Han blev også testet negativ søndag på selve løbsdagen. Men mandag vågnede han altså med symptomer på coronavirus og blev efterfølgende testet positiv.

Den syvdobbelte verdensmester er den tredje Formel 1-kører, der testes positiv for covid-19 i denne sæson. Tidligere har Lance Stroll og Sergio Perez også været ude med positive coronatests.

Mercedes har endnu ikke offentliggjort afløseren for verdensmesteren i det kommende løb i Bahrain. Lewis Hamilton skal afgive en negativ test, før han kan vende tilbage til Formel 1-feltet, og derfor betegnes briten som tvivlsom til sæsonens sidste løb midt i december.