Formel 1

Schumachers søn bliver ny Haas-kører

Michael Schumachers søn, Mick Schumacher, bliver en del af Formel 1 fra næste sæson.

Formel 1-teamet Haas har nu sin kørerbesætning for næste år på plads.

Onsdag har det amerikanske team præsenteret 21-årige Mick Schumacher, søn af Formel 1-legende Michael Schumacher, på en flerårig aftale. Tirsdag blev den 21-årige russer Nikita Mazepin præsenteret - ligeledes på en flerårig aftale.

Mick Schumacher, der er en del af Ferraris talentprogram, fører i øjeblikket Formel 2-mesterskabet. Men nu tager han altså et skridt op og skal prøve kræfter med motorsportens kongeklasse.

En klasse, som hans far, Michael Schumacher, dominerede i adskillige år. Blandt andet ved at vinde verdensmesterskabet hele syv gange.

- Jeg er meget glad for, at vi nu kan bekræfte, at Mick Schumacher bliver en del af vores kørerbesætning i næste sæson, og jeg ser frem til at byde ham velkommen på holdet, siger Haas-teamchef, Günther Steiner i en pressemeddelelse.

- Jeg mener helt bestemt, at han har fortjent muligheden for at avancere til Formel 1 baseret på hans præstationer.

Schumacher takker sine forældre

Mick Schumacher blev en del af Ferraris talentprogram i 2019, da han debuterede i Formel 2. Han stiftede bekendtskab med Formel 1 for første gang i april 2019, hvor han deltog i en testkørsel i Bahrain for både Ferrari og Alfa Romeo.

- Muligheden for at blive en del af Formel 1-feltet næste år gør mig ekstremt glad, og jeg er simpelthen mundlam, siger Mick Schumacher i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke Haas F1 team, Ferrari og Ferraris talenthold for at stole på mig. Jeg vil også gerne tilkendegive og understrege min kærlighed til mine forældre, som jeg skylder alt. Jeg har altid troet på, at jeg ville realisere min drøm om at køre Formel 1 en dag.

Mick Schumacher får lidt af en ilddåb i sin første Formel 1-sæson, hvor der er planlagt 23 grandprixer. Det er rekordmange.

Bliver holdkammerat med ung russer

Sammen med den 21-årige russer Nikita Mazepin, der blev præsenteret som ny Haas-kører tirsdag, skal Mick Schumacher udgøre det nye hold hos Haas. Her skal de to unge kørere erstatte Haas' nuværende kørere, danske Kevin Magnussen og franske Romian Grosjean, der begge stopper hos teamet efter denne sæson.

- Nikita har understreget sine kvalifikationer i Formel 2 i år med to sejre og en håndfuld podiepladser, i hvad der har været en stærk andetårssæson for ham, sagde Günther Steiner tirsdag.

Også aftalen med Nikita Mazepin er en såkaldt flerårig aftale. Russeren er aktuelt er nummer tre i Formel 2-mesterskabet, der altså føres af Mick Schumacher. I år har Mazepin vundet to løb og været på podiet yderligere fire gange.

Formel 2 betragtes som en rugekasse for Formel 1.