Formel 1

Magnussen forudser 'meget bøvl' og blåt flag hurtigt

Kevin Magnussen forudser et særdeles travlt grandprix på den korte bane i Bahrain efter 16. plads i kvalifikationen.

Kevin Magnussen og Haas-teamet har Formel 1-feltets måske langsomste bil.

Derfor har det også være ekstremt svært for teamet at komme videre fra første runde i kvalifikationen, men den meget korte bane i Bahrain, hvor en omgang tager mindre end et minut, gav Magnussen en større chance end normalt.

Derfor satsede Haas-teamet og sendte Magnussen tidligt på banen, så han ikke kom til at døje med trafik, men selvom danskeren efter sin sidste omgang lå på niendepladsen, så blev banen bedre til allersidst, så Magnussen sluttede som nummer 16 og dermed lige præcis ikke kom videre i kvalifikationen.

Danskeren manglede mindre end en tiendedel af et sekund.

- Vi gik efter det. Det gør vi selvfølgelig hver gang, men det virkede som om, at det måske kunne være muligt her. Vi prøvede alt, hvad vi kunne, men vi var der ikke helt, lød det fra Kevin Magnussen efter kvalifikationen til TV 3+.

Os nede bagi kommer til at blive overhalet mange gange, så blå flag bliver en stor ting

Kevin Magnussen

Mens den korte bane med den hurtige omgangstid gav muligheder i kvalifikationen, så bliver det helt anderledes til løbet i morgen, hvor de hurtigste biler forrest i feltet kommer til at skabe problemer for feltets langsomste biler.

- Det er en meget kort omgang. I løbet vil en omgang tage omkring 58 sekunder, så der går ikke lang tid, før vi bliver indhentet af førergruppen og får blåt flag. Og det vil også ske to og måske endda tre gange, så vi kommer til at bøvle rigtig meget med blå flag. Det kommer alle til, lød det fra Magnussen til TV 3+.

Sakhirs grandprix bliver kørt søndag kl. 18.10 og kan følges i liveblog her på hjemmesiden.