Formel 1

Haas tager afstand fra ny kørers video

Nikita Mazepin har delt en video på Instagram, som hans kommende arbejdsgiver Haas bestemt ikke synes om. Videoen er siden blevet slettet.

Den kommende Haas-kører Nikita Mazepin er kommet i unode hos sit nye team, der fordømmer en video fra den russiske kører.

På Twitter betegner Haas episoden med Kevin Magnussens afløser som afskyelig.

- Haas tolererer ikke Nikita Mazepins opførsel i den video, der for nylig er delt på hans sociale medier. Derudover er selve det faktum, at videoen blev delt, afskyeligt for Haas.

- Sagen behandles internt. Der kommer ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt, skriver Haas.

Videoen er siden slettet fra den kommende Haas-kørers Instagram-profil. Den er dog allerede delt af andre personer på flere andre sider.

Den omtalte video er filmet fra passagersædet i en Porsche. På et tidspunkt vender kameraet sig mod bagsædet, hvorefter en hånd rækker ud mod en kvindes bryst. Kvinden griber fat om den hånd, der befamler hende, inden hun strækker sin langemand mod kameraet. Det betyder dog ikke, at hånden bliver fjernet fra hendes bryst.

- Hun er den bedste, står der hen over billederne.

Man kan ikke se Mazepin i videoen. Det fremgår dog tydeligt, at Mazepin ikke kører bilen.

Mazepin undskylder

Den kommende Formel 1-kører anerkender dog, at situationen aldrig skulle have udspillet sig. Og den skulle slet ikke have været delt:

- Jeg vil gerne undskylde. Både i forhold til min egen upassende opførsel og det faktum, at det blev delt på sociale medier, skriver den russiske kører på Instagram.

Mazepin tilføjer, at han er ked af, at han har sat Haas i et dårligt lys. Den nuværende Formel 2-kører anerkender også, at han må "holde sig på et højere niveau som Formel 1-kører".

- Jeg lover, at jeg vil lære af det.

Nikita Mazepin er udnævnt som ny Haas-kører efter denne sæson. Det samme er Mick Schumacher, der vandt Formel 2 i denne sæson.

Nikita Mazepin sluttede som nummer fem i Formel 2.