Formel 1

Magnussen tog det lidt for sjov i karrierens sidste F1-kval

Kevin Magnussen sluttede som nummer 17 i den sidste kvalifikation som Formel 1-kører for Haas-teamet.

Kevin Magnussens sidste weekend for Haas-teamet har vist sig symptomatisk for de seneste par sæsoner i Formel 1. Det har været op ad bakke for Magnussen og Haas.

I denne weekend har teamet måtte skifte motorenhed på Magnussens racerbil, og det koster en straf, så danskeren var garanteret en startplacering i bagerste startrække uanset, hvordan Magnussen klarede det i kvalifikationen.

Det gav en noget afslappet tilgang til den måske sidste Formel 1-kval i danskerens racerkarriere, hvor Magnussen sluttede som nummer 17.

- Jeg vidste, at lige meget hvad så skal jeg starte sidst i morgen (søndag, red.), men kørte ud alligevel og tog det lidt for sjov. Det gik ikke særligt godt. Jeg lavede sindssygt mange fejl på mine omgange og kørte ikke særligt godt, men det er lige meget, for jeg skal starte sidst alligevel, sagde Kevin Magnussen til TV 3+ efter kvalifikationen.

Kevin Magnussen og Haas-teamet skilles ad efter løbet i morgen, da det amerikanske team har valgt at skrive kontrakt med to debutanter til næste sæson.

Derfor er Magnussen og resten af teamet i gang med at sige farvel til hinanden.

Blandt andet fik Kevin Magnussen overrakt et Formel 1-rat i gave af teamchef Günther Steiner før weekenden.

I bilen forsøger Kevin Magnussen dog at holde følelserne ude af cockpittet, selvom det måske ikke kan lade sig gøre til sæsonens sidste grandprix.

- Indtil videre har jeg ikke følt, at det var anderledes i denne weekend. Bare taget som endnu en weekend. Men det kan da være, at det ændrer sig i morgen. Nu må vi se, hvad jeg kan klare i morgen. Jeg vil prøve bare at have det lidt sjovt i morgen, sagde Kevin Magnussen.

Kevin Magnussens sidste løb for Haas-teamet bliver kørt kl. 14.10 søndag og kan følges i en liveblog her på hjemmesiden.