Formel 1

Magnussen rørt efter sit sidste Formel 1-løb

Kevin Magnussen sendte en dybfølt tak til Haas-teamet efter sit sidste Formel 1-løb og afslører, at han fortsætter med at holde kontakten ved lige.

Det var en rørt Kevin Magnussen, der trådte ud af sin Formel 1-racer for sidste gang.

- Jeg kørte mit sidste løb i Formel 1, og det var mærkeligt. Jeg har tænkt på alle mulige ting igennem løbet. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med det, jeg skal nu. Jeg føler mig heldig over at have fået den chance, jeg har fået i Formel 1. Jeg har haft god støtte fra nogle folk. Selvfølgelig min familie, min kone, mine venner blandt andre, men der er for mange til at nævne dem alle, siger Kevin Magnussen efter løbet til TV 3+.

Tak for jeres støtte. I er alle legender. Jeg ønsker al det bedste for jer i fremtiden

Kevin Magnussen til Haas-teamet efter dagens løb

Magnussen fortæller videre, at det har været en fantastisk rejse, som han er privilegeret over at have fået.

Den danske racerkørers sidste løb i Formel 1 blev ikke en resultatmæssig god afslutning.

Magnussen sluttede som nummer 18, men det ændrer ikke på, at hans kærlighed til det amerikanske team, som han har kørt for siden 2017.

Efter løbet sagde Magnussen farvel med ’donuts’ ude på banen, mens han løbsingeniør Gary Gannon kaldte ham over radioen.

- Tak for fire fantastiske år, Kevin. Med dig i bilen har vi altid en chance om søndagen. Vi kommer til at savne dig, sagde Gannon til sin danske racerkører, der hurtigt svarede tilbage:

- Selv tak, gutter. Et hårdt løb i dag, men jeg har nydt de sidste fire år. Tak for jeres støtte. I er alle legender. Jeg ønsker al det bedste for jer i fremtiden. Jeg kommer til at heppe på jer, lød det fra danskeren.

Efterfølgende kom teamchef Günther Steiner på radioen for personligt at sende en hilsen til Magnussen.

- Tak for de fire gode år, du var hos os. Tak, min bror, lød det det Steiner, inden Kevin Magnussen sendte sin tak den anden vej:

- Tak, min ven. Tak.

Magnussen vil gerne hjælpe Haas i fremtiden

Den meget familiære tone mellem Kevin Magnussen og teamet er langt fra noget nyt.

Magnussen har flere gange i interviews fortalt, hvor godt og varmt et sted Haas-teamet har været at arbejde for.

Danskeren har især fremhævet forskellen mellem miljøet hos McLaren og Renault på den ene side, og så det meget anderledes miljø hos Haas.

Et team, som danskeren ofte har prist sig lykkelig over at få lov til at arbejde for. Et samarbejde, som måske ikke er slut.

Både Günther Steiner og Kevin Magnussen håber at komme til at se mere til hinanden på Formel 1-banerne i fremtiden.

- Det kan man aldrig vide. Jeg har sagt til Günther (Steiner, teamchef hos Haas, red.), at han kan altid ringe, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med. Og han har sagt det samme den anden vej, sagde Kevin Magnussen til TV 3+.

Kevin Magnussen skal næste år køre i den amerikanske langdistanceserie IMSA for Chip Ganassi Racing.