Formel 1

Magnussens chef frikender kørerne for elendig sæson

Günther Steiner fritager Kevin Magnussen og Romain Grosjean for, at Haas har haft en skidt 2020-sæson.

Racerkøreren Kevin Magnussen og holdkammeraten Romain Grosjean får en undskyldning efter afskeden med Haas i Formel 1.

Teamchef Günther Steiner erkender, at Haas ikke har været i stand til at give kørerne de bedste betingelser.

Steiner gav danskeren en undskyldning over radioen, da Magnussen søndag kørte karrierens foreløbig sidste grandprix i Formel 1 i Abu Dhabi. Her blev danskeren nummer 18 af de 20 kørere.

- Vores resultater skyldes ikke dem. De skyldes os, som ikke leverede en god nok bil.

- De fik det bedste ud af, hvad vi havde, men det var ikke godt nok. Jeg vil ikke give dem skylden, så jeg gav min mening til kende, siger Günther Steiner til Ekstra Bladet.

2020-sæsonen blev pointmæssigt Kevin Magnussens dårligste i Formel 1, da han blot hentede et enkelt point i 17 grandprixer.

Holdkammeraten Romain Grosjean fik to point. Franskmanden kørte ikke i Abu Dhabi, efter at han for nylig var involveret i et uheld, hvor han pådrog sig nogle brandskader.

Både Magnussen og Grosjean stopper nu på Haas-holdet, hvor de erstattes af Nikita Mazepin og Mick Schumacher.

Magnussen skal i 2021 køre i den amerikanske Imsa-serie for holdet Chip Ganassi Racing.